Seneca d.æ., egl. Lucius Annaeus Seneca, født i Corduba (Córdoba) i Spanien ca. 55 f.Kr., død i Rom ca. 40 e.Kr., romersk forfatter, far til Seneca d.y., farfar til Lucan.

Af Senecas produktion er der bevaret fem bøger af Controversiae (Pro et contra-taler) og store dele af Suasoriae (Overtalelser). Deres fællestitel, Oratorum et rhetorum sententiae, divisiones, colores (Udvalg af talernes rammende bemærkninger, dispositionsprincipper og sproglige udsmykninger), giver et godt indtryk af indholdet: Seneca ville give sine tre sønner et overblik over den praktiske retorik, og hos sin samtids talere samlede han efter hukommelsen eksempler, som han indarbejdede i fiktive retstaler.

I overensstemmelse med retorskolernes praksis omhandler de usandsynlige, men ganske underholdende emner: "Mens en mand er på rejse, opsøges hans kone af en fremmed, hvis tilnærmelser hun afviser. Den fremmede testamenterer ved sin død en formue til den dydige kone, hvorefter ægtemanden anklager hende for hor. Argumentér for og imod frifindelse".

Senecas værker, hvis stil danner overgang mellem Ciceros periodiserende sprog og sølvalderens korte, pointerede sætninger, er foruden deres eget værd den eneste kilde til en række samtidige talere, hvis værker er tabt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig