Faktaboks

Properts

Sextus Propertius

Levetid - kommentar
ca. 55 f.v.t. - efter 16 f.v.t.

Properts var en romersk digter. Han sluttede sig til kredsen omkring Maecenas og blev kendt som digter i 20'erne f.Kr. Hans værk består af knap hundrede elegier, overleveret i fire bøger. De tre første synes at stamme fra 29-22 f.Kr. Gennem dem går som stadigt tema et kærlighedsforhold mellem digterjeget og Cynthia, som har "betvunget" ham. Kærligheden beskrives i situationer af mere eller mindre dramatisk art og gennem replikker mellem de elskende. Sproget er fuldt af dristige billeder, og mytologien bruges som stadig baggrund, ligesom i tidens vægmalerier. Motiverne er kendt fra den hellenistiske digtning, men behandlingen er overlegen og fascinerer ved ironi og psykologisk skarphed i detaljen. Man slynges fra udtryk for intens betagelse og hengivenhed til barokke afsløringer af de to personers indbyrdes usikkerhed. Deres plads i samfundet er udvisket i digtets verden. Indre begivenheder styrer fremstillingen af de ydre: rejser, fester, møde og afsked, kærlige eller vrisne ord. Vi ved ikke, hvem og hvad Cynthia "virkelig" var. 4. bog synes at høre hjemme efter 16 f.Kr. En ny type digte med emne fra Romerrigets historie og religion dominerer, men to af de mest gribende og morsomme Cynthia-digte er med.

Properts var anerkendt i oldtiden, Ovid nævner ham, og han har nok påvirket satiren hos Juvenal og Martial. Hans måske kendteste elev er Goethe i de Romerske Elegier (ca. 1790, komplet dansk oversættelse 2012). Ezra Pound tolker ham i Homage to Sextus Propertius (1934), Robert Lowell i The Ghost. After Sextus Propertius (1946 : en fri gendigtning af Elegi IV 7), Joseph Brodsky i Anno Domini (1968) og Derek Walcott i A Propertius Quartet(1987).

Et tosproget udvalg i oversættelse: Til Cynthia. Elegier på danske vers af Ole Meyer er udkommet 2021. På svensk findes den komplette, ligeledes tosprogede udgave Sextus Propertius. Elegier. Tolkade och kommenterade av Ingvar Björkeson (1992).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig