Faktaboks

Ovid

Publius Ovidius Naso

Født
20. marts 43 f.v.t.
Død
18 e.v.t.
Graveret portræt efter illustration af Von Werner.
Graveret portræt efter illustration af Von Werner.
Af /SCANPIX.

Ovid var en romersk digter. Han var den yngste af de store augustæiske digtere. Ovid var af gammel italisk godsejerfamilie. Han blev uddannet i Rom med henblik på en karriere som embedsmand i den nye stat, som Augustus opbyggede efter slutsejren i borgerkrigene. Han var udset til at blive den første senator fra Pælignerlandet i Abruzzerne, men efter de første skridt på embedsbanen valgte han i stedet poesien til sin fars og kejserens fortrydelse.

Hans succes var lige fra begyndelsen ca. 20 f.v.t. enorm med lette, elegante erotiske digte inden for den elegiske genre, som han videreførte og udviklede efter Catul, Tibul og Properts. Han havde også held som tragediedigter, men fulgte det ikke op og vendte tilbage til den elegiske form.

Ovids værker

Hans Ars Amatoria (dansk: Elskovskunsten, 1917, 1946), som udkom midt under kejserens moralpolitiske genrejsningsprogram, gjorde ham til det romerske societys ubestridt fejrede yndling. Han var i gang med både Fasti (Den romerske Festkalender, dansk 1945) og Metamorfoserne (dansk: Forvandlinger, 1831, Ovids Forvandlinger, 1989), da han i 8 e.v.t. pludselig på kejserlig kabinetsordre blev forvist til ravnekrogen Tomi i rigets yderste udkant ved Sortehavets kyst. Motiveringen var en skandale i de højeste kredse og hans digtnings påstået umoralske tendens. Meningen kan kun have været at bringe ham til tavshed. For den pris kunne han måske være vendt tilbage til sin fødeby, Sulmo. Men han tav ikke.

Dels sørgede han for udgivelse af de næsten færdige Forvandlinger, dels sendte han med jævne mellemrum digtsamlinger til Rom, hvori han bragte sig selv og den mysteriøse skandale i bestandig erindring og opretholdt kontakten med sine læsere, til trods for at hans bøger var forvist fra de officielle biblioteker.

I eksilet arbejdede han desuden videre med bl.a. Festkalenderen. Hjemkaldt blev han aldrig. Han efterlod sig sin hustru, som i hele eksilet havde varetaget hans økonomi (hans ejendom var ikke konfiskeret) og arbejdet på hans hjemkaldelse, og en datter fra det andet af hans to tidligere ægteskaber.

Debutsamlingen Amores (Kærlighedsdigte) er overleveret i den forkortede revision, som Ovid foretog få år før udgivelsen af Elskovskunsten i 1 f.v.t. Samlingen gennemspiller det erotiske livs typiske situationer, forelskelse, ulykkelig tilbedelse, lykkelig forening, kvaler med rivaler, egne sidespring osv., dvs. hele tematikken fra forgængerne Catul, Tibul og Properts, men i en helt anden munter og afbalanceret tone. Fryden ved hele den erotiske verden dominerer, ikke dens lidelser og kvaler. Det er en erotik uden traumer og komplekser, der skildres, men derfor ikke uden dybde i humoren og ironien.

Heroides (Heltindebrevene) er skrevet mellem 1. og 2. udgave af Amores og er breve fra forladte mytologiske heltinder eller helte til deres elskede: Briseïs til Achilleus, Penelope til Odysseus, Medea til Jason. Der er tydelig inspiration fra retorskolen, hvor man ofte stillede opgaver af den art. Efter dette værk fulgte den tabte, men i oldtiden meget roste tragedie Medea og et kosmetologisk læredigt, Medicamina faciei femineae, (dansk: Om skønhedsmidler, 1948), hvoraf kun begyndelsen er bevaret.

Elskovskunsten er en lærebog på vers i kunsten at bedrive hor på en så fornøjelig vis som muligt — for begge parter. At projektet ikke stod godt til regeringens sædelighedslovgivning, kunne kun bidrage til værkets succes. Ovid måtte følge den op med et appendiks med gode anvisninger specielt for damerne og, da den officielle misbilligelse lod sig mærke, med yderligere et appendiks om, hvordan man kommer ud af erotiske forhold, Remedia amoris (dansk: Midler mod Elskov, 1949).

Det program, som Ovid i disse værker forkynder under al ironi og tilsyneladende kynisme, kalder han cultus, og denne kultur omfatter en menneskelig dannelse af ånd og forstand, som indebærer takt og forståelse for andre, hensyntagen, venlighed, overbærenhed, imødekommenhed og respekt. 'For at vinde kærlighed må man selv være kærlig', ut ameris amabilis esto.

Med disse værker havde Ovid udtømt den erotiske elegis muligheder og gik i gang med større opgaver. I modsætning til Horats og Vergil vendte han sig ikke til den klassiske græske digtning (som han dog med sin Medea havde vist, at han ville have kunnet), men forblev trofast mod de aleksandrinske idealer, som de romerske modernister, neoterikerne, havde valgt sig.

I Forvandlingerne anvendte Ovid det heroiske versemål, heksametret, til i en pseudokronologisk ramme at fortælle et par hundrede myter fra verdens skabelse til Augustus' foruddiskonterede apoteose. Derved skabte han et værk, som både i omfang og monumentalitet hævder sig ved siden af Vergils Æneide, men i tone og etos er ganske forskelligt: Fortællingerne skifter i omfang fra hentydninger i få vers til bredt udviklede skildringer; de lader sig inspirere af Homer, Hesiod, hymne, idyl, bukolik, tragedie, komedie, roman, elegi, epigram, læredigt og deklamation. Men i al deres variation er Fortællingerne udtryk for Ovids psykologiske indsigt og plastiske fantasi og de er præget af hans stadige, muntre veloplagthed.

I Festkalenderen er rammen den romerske kalender, og hvad den giver anledning til at fortælle af antikvarisk, religionshistorisk, historisk, mytologisk, folkloristisk stof. Under en uigennemskydelig maske af loyalitet lader Ovid de modsætninger tale for sig selv, der opstod ved, at kalenderen berigedes med hoffets festdage som følge af den indførte enhed af kejserfamilie og stat. Af værket var kun halvdelen færdigt, da Ovid blev forvist.

I sine i alt ni bøger med digte fra eksilet, Tristia (dansk: Tre Klagesange, 1944) og Epistulae ex Ponto (Breve fra Sortehavet), appellerer Ovid til sit publikum hen over hovedet på kejseren. Ved sin demonstrative underdanighed og idelige jammer samler han glødende kul på sammes hoved, og han lader sine læsere forstå, at forvisningen var mere end en forbrydelse mod kunsten; den var en dumhed. At poesien er uden for den politiske magts område, og at han altså ikke kan give kejseren, hvad der ikke er kejserens, holder han fast på.

Ovids betydning for eftertiden

Ovids eftervirkning blev umådelig. Hans værker har aldrig været glemt, men blev læst flittigt gennem hele middelalderen, i 1000-tallet, vel kun overgået af Bibelen. I renæssancen og barokken var han kilde til litteratur både på latin og på folkesprogene og inspiration til billedkunstens motiver, atter næst efter Bibelen. Holberg satte ham over Vergil. Den romantiske reaktion og dens lange efterliv havde mindre smag for hans klare og slebne ånd. I nutiden er hans stjerne atter steget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig