dobbeltgænger

dobbeltgænger, et menneskes dobbeltgænger er en forestilling om et fremmed væsen, der fysisk udviser en fuldstændig lighed med det. Forestillingen om en dobbeltgænger har sin oprindelse i menneskets dobbelthed af sjæl og legeme.

I nogle religioner og i folketro forekommer den opfattelse, at sjælen under søvnen eller i trancetilstande kan forlade kroppen og vise sig for andre. Ifølge folketroen indvarsles ens snarlige død ved synet af ens dobbeltgænger.

Hertil kommer troen på, at sjælen kan gå ind i et menneskes spejlbillede, skygge eller portræt, der således får et selvstændigt liv. En anden opfattelse af dobbeltgængeren er at se denne som et andet jeg, der bryder frem fra det ubevidste.

Som litterært motiv optræder dobbeltgængeren først i romantikken omkring 1800. Imod oplysningstidens bestemmelse af mennesket som rent fornuftvæsen havde flere filosoffer, bl.a. J.-J. Rousseau og J.G. Sulzer, siden midten af 1700-t. påpeget, at mange af vore handlinger er bestemt af irrationelle motiver.

Denne erkendelse af en skjult personlighedsdel bekræftedes i 1780'erne ved den tyske læge F.A. Mesmers opdagelse af, at der under hypnose fremkom en ny personlighed hos hans patienter. Herudfra udarbejdede hans elever A.-M.-J. de Puységur og E. Gmelin teorien om den multiple personlighed, dvs. at ethvert menneske i sig har to eller flere personligheder.

Betegnelsen dobbeltgænger brugtes første gang af den tyske digter Jean Paul i romanen Siebenkäs (1796/97), der tematiserer angsten for personlighedsspaltning. Den moralske dimension i dobbeltgængermotivet, spaltningen i en god og en ond personlighed, finder man i E.T.A. Hoffmanns roman Die Elixiere des Teufels (1815/16, da. Djævleeliksiren, 1920), hvis hovedperson, munken Medardus, uden held prøver at frigøre sig fra sin onde dobbeltgænger.

Denne linje fortsættes med Edgar Allan Poes novelle "William Wilson" (1839, da. 1907) og Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886, da. 1940). Stevensons fortælling udsprang af 1880'ernes videnskabelige interesse for hypnose og multipel personlighed.

En variant af motivet har Adalbert von Chamissos fortælling Peter Schlemihls wundersame Geschichte (1814, da. Peter Schlemihls vidunderlige Historie, 1918), hvis hovedperson sælger sin skygge og dermed taber sin identitet.

I H.C. Andersens eventyr Skyggen (1847) fortrænger skyggen selv sin ejermand og tager livet af ham. En anden variant, spejlbilledet som frigør sig, udformedes af Hoffmann i Die Abenteuer der Silvester-Nacht (1815, da. Sylvesternatten, 1964).

I Nikolaj Gogols groteske fortælling Næsen (1836, da. 1910) forlader assessor Kovaljovs næse sin vante plads og bringer som dobbeltgænger forvirring i hans liv. I Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray (1891, da. Dorian Grays billede, 1905) forvrænges et portræt gradvis af sin ejermands skjulte laster. Dostojevskijs Dobbeltgængeren (1846, da. 1941) drejer derimod motivet i psykiatrisk retning, idet Goljadkins møde med sin dobbeltgænger kan forstås som udbrud af hans skizofreni.

Motivet dukker op i 1900-t.s magiske realisme i folketraditionen, fx i Miguel Angel Asturias' Hombres de maís (1949, da. Majsmennesker, 1985) og i den fiktions-udstillende modernisme, fx hos J.L. Borges.

Langt hyppigere end det egentlige dobbeltgængermotiv forekommer forvekslings- eller rollespilsfortællinger, fx i Karen Blixens Syndfloden over Norderney (1935).

I film er motivet ofte brugt, bl.a. af Ingmar Bergman i Persona (1966) og af Krzysztof Kieslowski i Veronikas to liv (1991).