• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

eksillitteratur

Oprindelig forfatter FrAn Seneste forfatter Redaktionen

Heinrich Heine. Blyantstegning fra ca. 1825 af en ukendt samtidig kunstner.

Heinrich Heine. Blyantstegning fra ca. 1825 af en ukendt samtidig kunstner.

eksillitteratur, samlet betegnelse for litterære værker, frembragt under tvunget eller frivilligt eksil.

Spændingsforholdet mellem forfatteren som den, der frit kan tematisere alle livets forhold, og samfundets politiske og religiøse normer har i historiske reaktionsperioder ført til censur, skriveforbud og forfølgelse.

Eksilet har da været den eneste udvej for fx digtere som Ovid og Dante, Rousseau, Vladimir Nabokov, Milan Kundera og Salman Rushdie.

Georg Brandes beskrev som den første eksillitteraturens moderne historie. Han anvendte begrebet emigrantlitteratur i forbindelse med franske forfattere, der blev fordrevet under Napoleonstidens diktatur.

I Tyskland indtrådte den politiske reaktion først for alvor efter 1830, og forfattere fra den oppositionelle gruppe, Junges Deutschland, gik sammen med Georg Büchner og Heinrich Heine i eksil i Paris, hvorfra de på samme tid beklagede deres kulturelle isolation og udtrykte en skarp politisk kritik af hjemlandet.

Mange russiske forfattere emigrerede efter Oktoberrevolutionen i 1917, bl.a. Ivan Bunin og Vladimir Nabokov, til Berlin og senere Paris.

Den mest omfattende eksillitteratur i moderne tid er imidlertid skrevet af de tyske forfattere, der på grund af den terrorbølge mod anderledes tænkende, som nazisterne udløste efter Rigsdagsbranden i februar 1933, eller tilskyndet af bogbrændingen i maj s.å. emigrerede til Paris, Amsterdam, Stockholm, Prag og Moskva, og efter udbruddet af 2. Verdenskrig til USA, Argentina og Mexico.

Den kinesiske digter Bei Dao har siden 1989 levet i eksil; fra 1990-93 i Danmark. Her skrev han digtet "Hjemstavnsdialekt" (fra samlingen Når frosten kommer, 1991):

jeg taler kinesisk til spejlet

en park har sin egen vinter

jeg sætter musik på

om vinteren er der ingen fluer

afslappet laver jeg kaffe

fluer ved ikke hvad fædreland er

jeg putter lidt sukker i

fædrelandet er en slags hjemstavnsdialekt

i den anden ende af telefonledningen

hører jeg min egen angst

(oversat af Anne Wedell-Wedellsborg og Marianne Larsen)

Talrige tysksprogede forlag og tidsskrifter blev etableret, og forfattere som Hermann Hesse, Alfred Döblin, Stefan Zweig, Thomas Mann og Bertolt Brecht analyserede med både ironi og fortvivlelse Tysklands kulturelle og politiske situation.

Eksillitteraturens historie er uløseligt knyttet til den politiske histories bevægelser af oprør og reaktion. Også i nyeste tid må forfattere søge tilflugt fra etnisk, religiøs eller politisk forfølgelse.

Eksillitteraturen kan være apologetisk og negativt præget af forfatterens kulturelle og sproglige isolation, bl.a. har Milan Kundera og Vladimir Nabokov, som selv var særdeles integrerede i værtskulturen, givet satiriske skildringer af eksilgruppernes indesluttede og krampagtigt patriotistiske fastholdelse af båndene til fædrelandet.

Men ofte har eksiltilstanden, savnet og afstanden til det hjemlige, også skærpet den kritiske og digteriske refleksion af såvel den kultur, forfatteren kommer fra, som den, han kommer til.

Se også migrationslitteratur.