litteraturkritik

Litteraturkritik, bedømmelsen af litteratur, især nylig fremkommet eller genudgivet, har i princippet eksisteret lige så længe som den skrevne litteratur selv. Den spiller ind i enhver samtale om bøger, og — mere eller mindre uudtalt — hver gang vi læser en bog.

Men mere formelt har litteraturkritikken udfoldet sig i tilknytning til skiftende fora og medier, i ældre tid fx i læredigte (se også poetik), i klostrene, ved lærdomssæder, i digterlav og i akademier.

Academie française fremkom med en bedømmelse af Pierre Corneilles drama Le Cid (1636, da. 1945), og det såkaldte Smagende Selskab (se akademier) stillede opgaver til og meddelte vurderinger af danske og norske digtere ca. 1770.

Større bredde og publikum vandt litteraturkritikken gennem tidsskrifter og blade, især siden 1700-tallet i de alment oplysende og (bl.a. smags-debatterende) ugeblade o.l. Denne type af kritik har i Danmark været repræsenteret af bl.a. Johan Ludvig Heiberg og Georg Brandes i 1800-tallet, Harald Nielsen og Paul la Cour i første halvdel af 1900-tallet.

Artiklernes ofte betydelige omfang i tidsskrifter var egnet til større værk- og genrebehandlinger, forfatterportrætter, argumentation for eller imod bestemte tendenser etc. Tidsskrifter med hovedvægt på samtidsdigtning udfolder ofte litteraturkritik i tilslutning til aktuelle retninger og grupperinger i forfatterverdenen.

Den mest aktuelle og begrænsede egentlige anmeldelsesvirksomhed, med sigte på de nye bøger enkeltvis, blev især dagspressens sag. Her hører litteraturkritikken til under det kulturelle nyhedsstof ved siden af teaterkritik, kunstkritik etc.

I dagbladskritikken har konkurrencen om læsernes opmærksomhed medvirket til, at kritikken udviklede sine udtryksmidler. Ved siden af den pædagogisk tilrettelagte oplysende kritiktype opdyrkedes den animerende (fx Jens Kruuse), den impressionistisk-smittende (især mange digterkritikere siden slutningen af 1800-tallet) og den spidst eller brutalt dræbende kritik (fx Kai Friis Møller, Poul Borum). Nogle af disse typer har også vist sig brugbare i de elektroniske medier, bedst i radio.

Kritikken som bredt sigtende anmeldervirksomhed står imidlertid ikke isoleret. På den ene side har den et forhold til litterær teori og litteraturhistorie, således som disse er blevet videnskabeliggjort ved universiteternes lærestole i æstetik og især i nyere sprog- og litteraturfag i 1800-t. (se også litteraturhistorie og litteraturforskning).

Ikke sjældent har universiteternes lærere og forskere også gjort en indsats som dagbladsanmeldere. Og i en anden retning har kritikken et sympati- og delagtighedsforhold til tidens digteriske bestræbelser. Her kan kritikken gøre sig til indforstået fortolker, ja, talerør for en bestemt digters eller gruppes poetik.

Kritikken må således både have lydhørhed og målestokke, når den varetager sin centrale opgave med at spørge om kvaliteten: Dur dette værk? Hvilket livsbillede og hvilke interesser udtrykker det? Hvorledes skal det karakteriseres?

Litteraturkritikken har ofte forstået sig som en særlig artikuleret del af almen livs- og værdikritik. Således hos briten Matthew Arnold, der i 1864 udtalte, at kritikkens væsen er "en uhildet bestræbelse på at tilegne sig og udbrede det bedste, der er erfaret og tænkt i verden, og derved tilvejebringe en strømning af friske og sande forestillinger ('ideas')".