nostalgi

Nostalgi, hjemve. Følelsen af hjemve er rigt beskrevet allerede i oldtidens litteratur. Homers Odysseen inspirerede den schweiziske læge J. Hofer (1669-1752) til at danne kunstordet nostalgi i Dissertatio Medica De Nostalgia, oder Heimwehe (1688).

Hans eksempelmateriale var imidlertid også aktuelt: den såkaldte schweizersyge, hjemveen hos schweizere i udlandet. Hjemve forudsætter opbrud og opstår i stor skala med folkeflytninger ved krig, kolonisering og urbanisering.

Hjem og hjemstavn er for det nostalgiske blik en slags bagudvendt utopi kendetegnet ved værdier som oprindelighed, rodfæstethed, ægthed og harmoni.

Hjemve er et symptom på fremmedgørelse og siden romantikken et vigtigt motiv i filosofisk refleksion: Al filosofi er hjemve, mente Novalis. Siden 1700-tallet har den accelererende urbanisering og teknologiudvikling medført en voldsom udbredelse af nostalgiske følelser med virkninger på det private og det politiske plan og med udtryk inden for alle kunstarter (jf. hjemstavnsdigtning).

Den nostalgiske længsel er imidlertid i stigende grad blevet forvandlet fra en længsel i rum til en længsel i tid. Længslen retter sig ikke mod et bestemt sted, men mod forskellige faser af fortiden. Trods al sin modstand mod forandringer er nostalgien selv underlagt historisk forandring.

Den teknologi, som var nostalgiens fjende, er selv blevet et redskab for nostalgien. Den moderne nostalgis medier er bl.a. fotos, hjemmevideo, masseproducerede souvenirs og den halvt ironiske dyrkelse af såkaldte retrofænomener som gårsdagens mediehelte og moder.