guldalder

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Novalis. Med drømmen om den blå blomst i romanen Heinrich von Ofterdingen skabte Novalis romantikkens centrale længselssymbol. Koloreret kobberstik af Eduard Eichens (1804-77) efter et samtidigt, anonymt maleri.

guldalder, oprindelig den lykkelige tid, der ifølge græske digtere (bl.a. Hesiod, ca. 700 f.Kr.) udgjorde den ældste periode i menneskehedens historie, efterfulgt af sølv-, kobber- og jernalder.

Ovids romerske genfortælling lyder: "Den gyldne alder var først, og uden love og statsmagt/fulgte den helt af sig selv det gode, det sande, det rette" (Metamorphoses, 8 e.Kr., da. Forvandlinger, 1989).

Ordet guldalder kommer af oldnordisk gullaldr, oversat fra lat.in aetas aurea.

På grund af den frugtbare indflydelse fra græsk litteratur blev også Ovids tid senere kaldt en guldalder, og udtrykket bruges i almindelighed som kvalitetsbetegnelse for en storhedstid eller blomstringsperiode, specielt inden for kunst og kultur, fx i Spanien om renæssancen og barokken (Calderon, Cervantes og de Vega), i England om den elizabethanske periode (Spenser, Milton, Marlowe og Shakespeare), i Norge om den litterære periode med "de fire store" (Ibsen, Bjørnson, Kielland og Lie).

I nordisk mytologi (Vølvens spådom) udgjorde guldalderen eller "Frode-freden" gudernes rige, sorgløse tilværelse på Idasletten efter verdensordenens fuldførelse.

I jødisk-kristen kultur tilføjedes forestillingen om Paradis og om det ny Jerusalem, specielt håbet om genrejsning ved Messias og om det kommende gudsrige (Himlen) som de saliges opholdssted. I renæssancen og senere kommer pastorale træk til: Hyrdens, arbejderens eller barnets enkle, landlige liv viser en fredelig idyl i modsætning til forfatterens komplicerede og lavt vurderede nutid (jernalder).

Guldalderforestillingen fik stor betydning i Danmark, specielt i første halvdel af 1800-t. (Samtiden brugte dog ikke selv betegnelsen om den tid, de levede i).

Romantikkens genoplivelse af en særegen og storslået nordisk oldtid blev koblet sammen med drømmen om en ny skandinavisk guldalder. Fra samtiden så man tilbage og frem. Guldalder blev både betegnelse for en tænkt fjernere fortid og et program for fremtiden.

Ikke alene oldnordiske motiver, men også en omfattende historiekonstruktion prægede således dansk litteratur og kunst 1800-50, herunder opfattelsen af sprog og historie, folk og nation.

Først præget af romantiske digtere og filosoffer som Novalis og Schelling, Steffens, Grundtvig og Oehlenschläger blev guldaldertankegangen i 1830'erne videreført af nationalliberale kredse og senere desuden af folkehøjskolerne.

Bertel Thorvaldsen Venus med det gyldne æble; marmor, 1828. Thorvaldsens Museum. Originalmodellen blev udført 1813-16, og der blev hugget flere marmorskulpturer efter den, også i lille format. Den helt nøgne Venus, der koncentrerer sig om det gyldne æble, hun fik af prins Paris, blev allerede af samtiden betragtet som et mesterværk, og en sammenligning med den italienske billedhugger Antonio Canovas Venus, der delvis skjuler sig bag et klæde, faldt ofte ud til fordel for Thorvaldsens version.

I snævrere forstand er guldalderbegrebet i Danmark blevet knyttet til en personkreds med et fælles idégrundlag inden for natur- og samfundsvidenskab (brødrene H.C. og A.S. Ørsted), filosofi (F.C. Sibbern), teologi (J.P. Mynster), sprogvidenskab (Rasmus Rask), billedkunst (Thorvaldsen og C.W. Eckersberg samt deres elever), musik (C.E.F. Weyse) og ballet (August Bournonville).

Udgangspunktet var som hos Rousseau den moderne splittelsesoplevelse, frembragt af bycivilisationens arbejdsdeling mellem det åndelige og det materielle liv.

Denne splittelse kunne dog heles ved at følge Platons anvisninger på at erkende den egentlige harmoniske virkelighed bag de materielle fænomeners kaos ved hjælp af det gode (religionen), det sande (videnskaben) og det skønne (kunsten).

For den enkelte havde denne erkendelse form af en dannelsesproces, hvis mål var indsigt i det individuelle (udelelige) selv. De dannede udgjorde en elite, der mente, at de gennem erkendelser fra kunst, videnskab og religion kunne bringe folk og samfund frem mod en højere tilværelsesform; derved blev den danske guldalderideologi mere optimistisk end andre landes romantik.

Tilhængerne af disse idéer besatte nøgleposterne i deres fag, og deres arbejde fik dybtgående indflydelse på danskernes opfattelse af deres land, folk, sprog og historie. Indtil udgangen af 1830'erne dominerede de den offentlige debat og den enevældige stats kulturpolitik i samarbejde med Jonas Collin, som forvaltede bevillingerne med sikker sans for talenter af format.

Litteratur

Johan Ludvig Heiberg. Den Spanske — som den sprogbegavede yngling blev kaldt af sin plejemor, Kamma Rahbek — var ikke blot hjemme i salonerne. Hans kendskab til franske og tyske tendenser vendte op og ned på parnasset og scenen i København. Maleri af Sophus Schack.

Udviklingen af det moderne samfund og det moderne gennembruds realisme og naturalisme efter 1870 stillede den foregående periode og dens kunst i et kritisk lys.

Men via litteraturhistorikere som Valdemar Vedel og Vilh. Andersen vandt betegnelsen guldalder omkring 1890-1900 indpas om dansk litteratur 1800-50. Perioden blev fremhævet, fordi den "med Held og uden Møje arbejder paa at fremstille store Stoffer i simple Former" (Vilh. Andersen), og karakteriseret ved en poetisk realisme med rod i embedsborgerskabets dannelseskultur (senere også betegnet som biedermeier), fx hos Thomasine Gyllembourg, J.L. Heiberg, Poul Martin Møller og Christian Winther.

Interessen for det oldnordiske historiesyn og dets motivverden gled i baggrunden, senest i højskolekredse. Efter nederlaget i 1864 kunne man ikke genoptage drømmen om en fremtidig guldalder, selvom den enklere, mere overskuelige og intakte verden fra 1800-t.s første halvdel nu blev set i tilbageblikkets gyldne lys.

Efter ca. 1970 har litteraturhistorikerne næsten ikke brugt guldalder som betegnelse for litteraturen 1800-50, bl.a. fordi de mest læste forfattere som H.C. Andersen, St.St. Blicher, Emil Aarestrup og Kierkegaard overskred guldalderens snævre rammer.

Kunst

Danmark. Parti uden for den nordre Kastelsport af Christen Købke, 1834.

I kunsthistorien blev guldalderprædikatet først anvendt fast så sent som fra 1960'erne. Men kunsthistorikeren N.L. Høyen havde i 1840'erne ment, at dansk kunst ville blomstre, hvis det nationale fik større vægt, og i slutningen af 1800-t. havde store biografier om C.W. Eckersberg, Chr. Købke og J.Th. Lundbye fremhævet tiden 1800-50 som et kunstnerisk højdepunkt.

Den udbredte kunsthistoriske anvendelse af prædikatet, fx i forbindelse med store udstillinger i og uden for Danmark i 1980'erne og 1990'erne, har medført øget brug af guldalder som betegnelse for den samlede kunst og kultur i 1800-t.s første halvdel, inkl. billedkunst, teater, ballet, musik, litteratur og filosofi.

Bemærkelsesværdigt er det, at guldalder her ikke anvendes om en romantisk kunsts forsøg på at gengive og genoplive en heroisk fortid, men om en periode af høj kunstnerisk kvalitet og indre sammenhæng.

 

 

 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
31/12/2011
Oprindelige forfattere
Dahl
30/01/2009
HaVam
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki