Hjemstavnsdigtning var en retning i flere landes litteratur i tiårene op til 1. Verdenskrig. I en bevidst eller ubevidst protest mod den moderne storbycivilisation, internationalismen og industrien skildrede digterne menneskelivet på landet og i provinsen — i deres naturnære hjemstavn. Retningen støttedes af periodens interesse for "folkepsykologi" og af den opblomstrende folkemindevidenskab, i Danmark således hos den vestsjællandske forfatter Thorkild Gravlund. Også skolelærerlitteraturen med bl.a. C.A. Tyregod, Anton Nielsen og Zakarias Nielsen bidrog til genren. Hjemstavnens poesi og humor kunne formes i dialektdigtning, eller man kunne forny 1800-tallets bondedigtning ved en uddybet interesse for miljø og arbejdsliv: Landskabslyrikken tog et nyt opsving, undertiden som idyl. Det instinktbårne og det rodfæstede kom i centrum.

I Danmark er hjemstavnsdigtningen ellers især repræsenteret af en række jyske digtere som Johannes V. Jensen med Himmerlandshistorier (1898-1926), Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, til dels Jakob Knudsen og Thøger Larsen.

Ligesom hos flere andre er hjemstavnsdigtning et — men også kun ét — væsentligt element hos Martin Andersen Nexø, således i Barndommens Kyst (1911), Bornholmer Noveller (1913), og hos Valdemar Rørdam med Købstads-Idyller (1918). Noget tilsvarende gælder en række andre skandinaviske og engelske digtere, således Knut Hamsun, Thomas Hardy eller senere amerikanske (sydstats)forfattere.

Fremhævelsen af naturen, folket og arbejdet kunne få politisk farve. Mens den hos en vægtig del af de danske forfattere snarest var rød, lod rodfæstetheden sig hos andre forbinde med raceideologi og reaktionære kræfter, særlig på tysk grund: hos Nietzsche-forfladigeren Julius Langbehn, i tidsskriftet Heimat, delvis hos den også i Danmark meget læste ditmarsker-forfatter Gustav Frenssen med bonderomanen Jörn Uhl (1901). Den østrigske litteraturhistoriker J. Nadler tegnede hele den tyske litteraturs historie ud fra hjemstavnene i Literaturgeschichte der deutschen Stämme und Landschaften (1912-18) .

En særlig identitetsskabende, evt. nationalistisk betydning har hjemstavnsdigtning i grænselande, således den franske forfatter Maurice Barrès' romaner fra det tyskbesatte Lorraine, bl.a. Les Déracinés (1897).

Med storbycivilisationens ekspansion, både geografisk og mediemæssigt, fremstår hjemstavnsdigtningen mere og mere som randområdernes poesi; dens status er nærmest som en slags gammeldags tredjeverdenslitteratur.

Den opstod netop, da folk fik at vide, at deres barndoms- og hjemegn var perifer. Den alment udbredte litterære brug af nærmiljøer og fortrolige lokaliteter som en art "stedets poesi" er undertiden blevet kaldt ny-regionalisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig