romantisme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Steen Steensen Blicher. J.V. Gertners portrættegning fra 1845 godkendte Blicher med sin signatur. Få år før havde Blicher udgivet den jyske rammefortælling E Bindstouw (1842). Trods menneskelig slitage gav digteren sig ikke. I 1846 skrev han sangen Jyden han æ stærk aa sej.

romantisme, den franske betegnelse for romantik. I danske litteraturhistorikeres sprogbrug er valgt den tyske betegnelse romantik (se romantik) frem for den franske romantisme, når der tales generelt om perioden og åndspræget i første halvdel af 1800-tallet.

I dansk sammenhæng har man ladet navnet romantisme betegne en særlig strømning i den senere del af perioden, fra omkring 1830, med dele af forfatterskaber som Steen Steensen Blichers, Carl Baggers, Emil Aarestrups, Søren Kierkegaards og særlig på teatret Henrik Hertz' og H.C. Andersens.

Her gælder interessen mindre de høje metafysiske emner end psykologiske splittelser og erotiske og sociale konflikter, det "interessante", og det historiske og etnografiske, eksotisme såvel som hjemlig lokalfarve.

Noget af inspirationen til denne strømning kom faktisk fra fransk romantisme: Victor Hugo, Prosper Mérimée, Stendhal, Alfred de Musset. Men også andre europæiske digtere i tidsalderen var bestemmende, på engelsk især George Gordon Byron og Walter Scott, mens Heinrich Heine var den mest indflydelsesrige tyske digter i denne retning.

Står romantismen således for det farverige, det utilpassede, disharmoniske, ironiske og evt. oprørske, så bør det huskes, at den hos danske digtere modvirkedes af tendensen til det lille perspektiv, det milde og harmoniserende: den poetiske realisme og biedermeier.

Recensenten og Dyret; maleri fra 1916 af Agnes Slott-Møller, ophængt i Odense Teaters publikumsfoyer som pendant til maleriet Hagbarth og Signe af samme kunstner. Maleriet viser 16. scene af Johan Ludvig Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret (1826), der udspiller sig blandt Dyrehavsbakkens forlystelser. Den var blevet opført på Odense Teater i sæsonen 1915/16.

Således også i vaudevillernes lille verden med det elskværdige genrebillede. Skønhed og smag, interessante karakterer og pikanteri kendetegner i Danmark romantismen på teatret.

Se også romantik.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
04/08/2013
MHansen
03/08/2013
Redaktionen
28/08/2012
Oprindelig forfatter
LPRoem
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki