socialistisk realisme

Socialistisk realisme var den æstetiske norm for kulturlivet i Sovjetunionen. Administrativt blev den etableret fra 1932, og siden blev den ved forfatterverdenskongressen i Moskva i 1934 fastsat som en norm også for kommunistiske kunstnere uden for Sovjet.

Som æstetisk norm for kunst og litteratur udtrykker socialistisk realisme det stalinistiske systems behov for ideologisk legitimering. Den udtrykker således ikke en tendens til realisme, snarere til en romantiserende fremstilling af helte og heltinder fra arbejdets verden og naturligvis af Josef Stalin selv. Socialistisk realisme adskiller sig således fra udtrykket socialrealisme, der betegner viljen til realistisk at beskrive de socialt dårligt stillede.

Socialistisk realisme blev overtaget af de socialistiske lande efter 2. Verdenskrig og af flere kommunistpartier, dog ikke af Danmarks Kommunistiske Parti; fremtrædende kunstnere som Hans Kirk og Hans Scherfig var nemlig modstandere heraf.

I sovjetisk billedkunst blev den socialistiske realisme efter 1932 håndhævet af Kunstnerforbundet som den eneste accepterede udtryksform. Efter 2. Verdenskrig fandt retningen udbredelse i Europa med André Fougeron (1913-98) og Renato Guttuso som bannerførere i hhv. Frankrig og Italien. I Danmark sluttede Victor Brockdorff, Anker Landberg (1916-73) mfl. sig til retningen.