Lucretia

Lucretia var en romersk kvinde, hvis sagnomspundne død for romerne og i senere europæisk litteratur symboliserer den trofaste hustru.

Over for kong Tarquinius Superbus havde Lucretias mand, Collatinus, pralet med, at hans hustru var den bedste og mest kyske i Rom, og ved et uanmeldt besøg sent om aftenen fandt de hende i færd med at spinde uld i lampens skær. Tarquinius blev grebet af et voldsomt begær efter den smukke Lucretia, og han søgte forgæves med både løfter og mordtrusler at få sin vilje med hende. Først da han truede med at lægge liget af en mandlig slave ved hendes lig og derved beskylde hende for hor, føjede hun ham.

Efter skændselsgerningen tilkaldte hun sin mand og hans venner (bl.a. Brutus), forklarede dem sammenhængen og begik selvmord, efter at de havde svoret, at de ville hævne hende. Dette blev i den romerske historieskrivning begyndelsen til enden på de etruskiske kongers magt i Rom i 509 f.Kr.

I kunst, litteratur, musik og drama har Lucretia-skikkelsen stået for den krænkede dyd eller ganske enkelt personificeret kvindelig dyd. I renæssancen afbildedes hun fx af Tintoretto, og William Shakespeare skrev sit fortællende digt, baseret på Ovid, The Rape of Lucrece (1594). Den mest kendte nyere sceniske version er Benjamin Brittens opera The Rape of Lucretia (1946). Ludvig Holberg brugte navnet ironisk, bl.a. på sin letfærdige hovedperson i Den vægelsindede.