Grundlæggeren af moderne armensk prosa er Khatsjatur Abovian, som studerede filologi i Tartu (Estland), og hvis roman Armeniens sår (1841-1843) fik stor litterær og politisk betydning. Efter indlemmelsen af Østarmenien i Rusland i 1828 gjorde en del forfattere fælles sag med den radikale russiske intelligentsia. Vestarmenien havde endnu vanskeligere kår under det osmanniske styre som skildret af bl.a. satirikeren Hakop Baronian (1842-91). Romanforfatteren Raffi (1835-88) var højt værdsat af Georg Brandes. Den kvindelige forfatter Srbuhi Dussabe (1842-1901) skildrede "Nora-typen" i sine romaner.

Sovjetperioden

I sovjetperioden 1922-1991 fik den officielle armenske litteratur statsstøtte og stor udbredelse i russiske oversættelser. Fremtrædende forfattere og digtere som Hovhannes Tumanian (1869-1923), Vahan Terian (1885-1920) og E. Kharents (1897-1937) stillede sig på sovjetstyrets side. Andre emigrerede eller blev dissidenter i kampen for sprogets og kulturens egenart.

Efter tøbruddet kom en ny, ikke-ideologisk generation til orde. Her blev Hrant Matevosian (f. 1935) en central figur med sine skildringer af hverdagslivet og af fundamentale menneskelige konflikter. Fra 1960'erne blev litteraturen og teatret et halvlegalt forum for debatter og eksperimenter.

Efter selvstændigheden

Efter omvæltningerne i slutningen af 1980'erne fik armensk litteratur fuld frihed — men i et forarmet og krigshærget land. Armenske emigranter har på andre sprog givet en større verden indblik i landets kultur, frem for alle den amerikanske armenier William Saroyan, der aldrig skrev et ord på armensk.

Armensk litteratur i dansk oversættelse

På dansk findes Eske K. Mathiesen Den landflygtige nattergal. Gendigtninger af armensk lyrik (1977).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig