Georgien - litteratur

Georgien - litteratur, Årtusinders mundtlige overleveringer af eventyr, legender og heroiske sange er grundlaget for nationens poetiske rigdom, herunder de talrige varianter af den georgiske Prometheus-myte Amiraniani. Den ældste kendte bog er Jakov Tsurtsavelis Skt. Sjusjaniks Martyrium fra 400-t.

Frem til slutningen af 1000-t. var den byzantinske, kristne litteratur enerådende, men under påvirkning fra især Persien opstod der efterhånden en rigt varieret verdslig litteratur. Ca. år 1200 skabte Sjota Rustaveli sin store versroman Ridderen i tigerskindet, som foregriber renæssancens humanistiske idealer.

Denne højkultur blev afbrudt af mongolernes, persernes og tyrkernes invasioner. I 1600-t. fik litteraturen en ny opblomstring, fx med Løgnens visdom af Sulkhan-Saba Orbeliani (1658-1725). David Guramisjvili (1705-92) bidrog til den voksende patriotisme med digtet Georgiens ulykker. Endnu et poetisk højdepunkt nåedes af Sayat-Nova (1712-95), som digtede både på georgisk, armensk og aserbajdsjansk.

Indlemmelsen i Rusland fik afgørende betydning for den videre udvikling, først af den georgiske romantik, hvis hovedskikkelser er Aleksandre Tjavtjavadze (1786-1846), Grigol Orbeliani (1804-1883) og Nikolos Baratasjvili (1817-45), dernæst af den realistiske prosa i århundredets anden halvdel.

Blandt foregangsmændene var her det georgiske teaters grundlægger, Georgi Eristavi (1811-64). Ilja Tjavtjavadze (1837-1907) gjorde sig gældende både som digter, romanforfatter, oversætter, radikal publicist og bankmand og havde afgørende indflydelse på georgisk litteratur og georgisk standardsprog. Hele sit forfatterskab brugte han på at styrke den georgiske selvstændighedsidé og i 1907 blev han myrdet af sine ideologiske modstandere. I 1987 blev han kanoniseret af den georgiske kirke som Ilja den retskafne.

Akaki Tseretelis (1840-1915) historiske romaner og lyrik bidrog til troen på Georgiens selvstændige fremtid og den deraf følgende optimistiske stemning. Den poetiske arv blev videreført i bl.a. Vasja-Psjavelas (1861-1915) populære hjemstavns- og naturlyrik. Alexandre Kazbegi (1848-1893) skildrede menneskelige følelser og skæbner på baggrund af stridighederne omkring Georgiens frihed. Hans beretninger udgør en vigtig del af i 1800-t.s litteratur.

Ligeledes tilhører Davit Kldiasjvilis (1862-1931) och Niko Lortkipanidzes (1880-1944) prosa den klassiske georgiske litteraturarv. Gennem to århundreder blev georgiske og russiske hovedværker formidlet indbyrdes af de to landes førende digtere og filologer.

Med etableringen af Sovjetstyret i 1921 ændredes vilkårene drastisk. Nogen forfattere og diktere, som Galaktion Tabidze (1892-1959), Giorgi Leonidze (1900-66) og Konstantine Gamsaxurdia (1891-1975) overlevede sovjettiden både fysisk og med deres ideologier intakte, men mange andre stillede sig lejlighedsvis i spidsen for den sovjetvenlige fløj ved gennem deres litterære værker at føre propaganda for den "rette" ideologi.

"Afvigende" digtere, bl.a fra den symbolistiske gruppe Det Blå Drikkehorn, blev forfulgt. Henrettet blev bl.a. Mikheil Djavakhisjvili (1880-1937), som havde skrevet en række stærkt psykologiske romaner og beretninger, og Boris Pasternaks nære ven Titsian Tabidze (1895-1937). Som reaktion på dette begik digteren Paolo Iasjvili (1895-1937) selvmord i forfatterforeningens hus. Mange forfattere emigrerade, bl.a. Grigol Robakidze (1882-1962).

Tiårene efter tøbruddet i 1950'erne var præget af friere eksperimenter. Nodar Dumbadze (1928-84) er tidstypisk med sin lyriske prosa og sine eksistentielle problemstillinger, men også Otar Tjiladze (1933-2009), Tjabua Amiredzjibi (1921-2013) og Goderdzi Tjokheli (1954-2007) er vigtige navne i nyere georgisk litteratur.

Inden for lyrikken er især Ana Kalandadze (1924-2008), Mukhran Matjavariani (1929-2010), Besik Kharanauli (f. 1939) og Lia Sturua (f. 1939) blandt de bedste med deres originale poesi. 1980'ernes glasnost udløste en miljøbevidst og nynational bølge. Gammelt nag mod det russiske "broderfolk" brød ud. Epoken, hvor sovjetforfattere mødtes i de eftertragtede refugier ved Sortehavskysten og i Kaukasusbjergene, var forbi.

Frihed af form og stil er kendetegnende for den post-sovjetiske geogiske litteratur. Blandt de yngre forfattere er Aka Mortjiladze (f. 1966) og Beso Khvedelidze (f. 1972) meget populære.

Læs mere om Georgien.