Tadsjikistan - litteratur, Tadsjikerne har en lang og rig litterær tradition med udspring i den persiske oldtid og middelalder. Hertil hører skriftsamlingen Avesta og klassiske digtere som Firdausi, Omar Khayyam, Sadi og Jami. Den panegyriske og satiriske ligeledes persiske digter Rudaki har i nyere tid givet navn til Tadsjikistans fornemste litteraturpris. Fra 1000-t. udvikledes tillige en skønlitterær prosa, og ca. 1156 skrev Nizomi Aruzi Samarkandi det første tadsjikiske memoireværk, Fire samtaler. De arabiske og mongolske invasioner drev mange forfattere i eksil og skabte nære relationer til Indien, foruden en særlig "indisk stil" i poesien. Det store folkelige epos Gurguli (1600-1700-t.) er henlagt til denne periode. Abdarrahman Mushfiki (ca. 1538-88) forenede høj stil med drøj satire og blev selv en yndet figur i folkelige skæmtedigte.

I 1800-t. kom litteraturen under indflydelse af den samfundskritiske russiske realisme. I spidsen for denne retning stod Ahmad Donish (1827-97). Prosaisterne Sadriddin Aini (1878-1954) og iraneren Abulkasim Lahuti (1887-1957) regnes for den tadsjikiske sovjetlitteraturs grundlæggere. Det moderne tadsjikiske drama udviklede sig på sovjetideologiens præmisser, anført af Zatym Ulug-Zode (f. 1911). Men digterne, fx Mirzo Tursun-Zade (1911-77), vedkendte sig fortsat arven fra den klassiske poesi. Efter glasnost og Sovjetunionens sammenbrud har samfunds- og kulturlivet været splittet af borgerkrig og kriser. Mange digtere, fx Bozor Sobir (f. 1938), er gået ind i den nynationale og nyislamiske bevægelse.

Læs mere om Tadsjikistan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig