Litteraturforskning. Satirisk farvelitografi af Charles Joseph Traviès de Villers, Paris 1840; det forestiller forfatternes opfattelse af litteraturkritikerne og -forskerne, der sønderdeler og æder digterværkerne.

.

Studiet af litteratur er så gammelt som litteraturen selv. Det blev tidligt varetaget af digterne, af filologerne og af filosofferne. Digtning har således været studeret sammen med sprog (filologi omfattede oprindelig både sprog og litteratur) og som en del af den almene filosofiske disciplin æstetikken. Og digtere, filologer og filosoffer har gennem tiderne udfærdiget lærebøger og analyser af digtekunst, såkaldte poetikker.

Litteraturforskningens tilknytning til filologien vedblev at bestå i 1800- og 1900-t. Et par af de mest markante litteraturvidenskabelige værker, Erich Auerbachs Mimesis (1946, da. 1965) og Ernst Robert Curtius' lærdomshistoriske Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter (1948), tilhører denne tradition.

Som selvstændigt område er litteraturforskningen et barn af oplysningstidens politiske og litterære offentlighed, der i tidsskrifter (Spectator-litteraturen) bl.a. diskuterede smagens problem. Vigtig er også romantikkens interesse for litteraturens folkelige, historiske og nationale rødder og særpræg. Alligevel må litteraturforskningens endelige etablering dateres lidt senere i 1800-t. Afgørende var pressens videre udvikling og den større faglige differentiering på universiteterne.

Universiteterne fik lærestole, hvis betegnelser signalerede en stigende professionalisering. I Danmark blev professoratet i æstetik (fra 1790) dog først 1918 omdøbt til litteraturvidenskab. Professorer i litteraturhistorie var Rasmus Nyerup til 1829 og Christian Molbech til 1859.

Ikke mindst i Frankrig så man i 1800-t. skoledannende litteraturforskere optræde både som publicister og som akademiske forelæsere, således den biografisk orienterede kritiker Charles-Augustin Sainte-Beuve og den positivistisk inspirerede kulturhistoriker Hippolyte Taine.

I Danmark vakte det diskussion, at kritikeren Georg Brandes ikke fik universitetsstilling. De psykologisk-biografiske og komparative forskningsretninger, som repræsenteres af de nævnte kritikere, tilhører alle litteraturhistorien.

De psykologisk-biografiske, historiske og komparative retninger er alle forskellige aspekter af det historiske studium af litteraturen: I forhold til digterens levned, til de socioøkonomiske, politiske og kulturelle forhold og til tidligere og samtidig litteratur.

I århundredets sidste årtier opstod den tyske Geistesgeschichte med hovedskikkelserne Wilhelm Dilthey og Rudolf Unger (1876-1942), der — i opposition til den positivistiske litteraturhistories koncentration om kendsgerninger og detaljer — søgte en syntetisk (og idealistisk) fremstilling af litteraturen som udtryk for tidsånden.

1900-t.s forskning

I 1900-t. findes der både udviklinger af og markante reaktioner på 1800-t.s litteraturforskning. Den biografisk-psykologiske metode er stadig en almindelig og betydningsfuld metode, der følger psykologiens udvikling. Især psykoanalysen, men også dybdepsykologien finder tidlig anvendelse i litteraturforskningen, både af psykoanalytikerne selv, bl.a. Sigmund Freud i en række mindre skrifter, og af førstegenerationsanalytikere som Otto Rank, Hans Sachs og Ernest Jones samt af mange litteraturforskere.

Denne retning har fulgt psykoanalysens udvikling og har været påvirket af psykoanalytikere som Melanie Klein, Donald W. Winnicott og Jacques Lacan, hvis tanker ikke alene har spillet en rolle for psykoanalytisk litteraturforskning, men også har haft betydelig indflydelse på dekonstruktivismen.

Både psykoanalysen og den analytiske psykologi har ud over biografiske analyser bidraget til studiet af sammenhængen mellem myter og litteratur i forsøget på at beskrive almene konflikter, handlingsmønstre og betydningsstrukturer, bl.a. de såkaldte arketyper.

Et vigtigt eksempel på en mytisk tilgang til litteraturen er Northrop Frye: Anatomy of Criticism (1957). Fryes bog er blot et markant eksempel på den sammenlignende religionsforskning, folkemindevidenskabens (russisk og tjekkisk strukturalisme) og antropologiens (Claude Lévi-Strauss) almene betydning for litteraturforskningen (Axel Olrik, Vladimir Propp og Bengt Holbek).

Den sammenlignende litteraturforskning fortsatte og blev institutionaliseret i 1900-t., og i mellemkrigstiden var den med kongresser og tidsskrifter en dominerende retning inden for universitetsstudiet af litteratur. Dens centrale felt er litteraturens udvikling anskuet enten, især tidligere, som et påvirkningsforhold eller, mere nutidigt, som en stadig dialog mellem forfattere og tekster.

Litteraturhistorieskrivningen, som Taine søgte at videnskabeliggøre i positivistisk ånd, fortsættes og udvikles i forbindelse med nye synspunkter inden for den historiske forskning og sociologien — og i forhold til den politiske udvikling og det intellektuelle klima. Disse retninger undersøger både de samfundsmæssige betingelser, litteraturen produceres under, dens virkelighedsfremstilling, og hvorledes den cirkulerer og konsumeres i samfundet.

Herunder studeres forholdene for og mellem de forskellige genrer til forskellig tid, fx forskellen mellem rapsoden, der foredrager Homer i en småfyrstes sal i antikken, og kiosksalget af de masseproducerede serieromaner. Et eksempel på marxistisk litteraturforskning er ungareren Georg Lukács' værker. Se også marxisme (litteraturforskning).

De omtalte retninger ligger alle i forlængelse af 1800-t.s forskning. Imidlertid opstod der ved 1900-t.s begyndelse en semiotisk og formalistisk litteraturforskning, der i forskellig skikkelse er blevet en af århundredets væsentligste retninger.

Tekstanalysen

En første markant koncentration om analysen af de litterære tekster selv findes i den russiske formalisme (ca. 1915-30) med hovedsæde i Sankt Petersborg og Moskva, med henholdsvis Viktor Sjklovskij og Roman Jakobson som fremtrædende repræsentanter.

Med stærk inspiration fra sprogvidenskaben hævdede den, at man skulle koncentrere sig om studiet af litteraturens litteraritet, dvs. analysere de sprogligt-formelle elementer i teksten, der adskiller den fra ikke-litterære tekster. Litteraturen blev studeret som en samling af kunstgreb, fx metriske, kompositoriske, handlingsmæssige og tematiske strukturer, og litteraturens udvikling studeredes som interne systemforandringer.

Stalinismen satte punktum for formalismen, men dens litteraturopfattelse videreførtes og udbyggedes i den såkaldte Prager-strukturalisme (ca. 1925-48), hvor det formelle studium blev forbundet med analysen af litteraturens sociale funktion.

Også inspirationen fra sprogvidenskaben (Ferdinand de Saussure) udbyggedes, og ligeledes forbindelsen til fænomenologien (Edmund Husserl). Den fænomenologiske litteraturforsknings hovedværk er Roman Ingardens Das literarische Kunstwerk (1931).

Fra ca. 1920 blev lignende idéer, dog uden forbindelse til den slaviske strukturalisme, fremført inden for angelsaksisk litteraturforskning, først i England af T.S. Eliot, William Empson og Ivor Armstrong Richards og senere i USA bl.a. af Cleanth Brooks.

Denne såkaldte nykritik, herhjemme præsenteret af Johan Fjord Jensen og Torben Brostrøm, lagde vægt på en nærlæsning, der blotlagde tekstens organiske helhed som en ligevægt af tvetydigheder, paradokser og ironier. Den omhyggelige tekstanalyse er den virksomme arv fra nykritikken.

I familie med, men forskellig fra nykritikken er den retoriske litteraturforskning med navne som Kenneth Burke og Wayne C. Booth. Her forenes tekstanalysen med analysen af tekstens effekt på læseren. Herfra fører en linje tilbage til den fænomenologiske litteraturforskning og frem tilreceptionsforskningen, studiet af teksternes modtagelse (Hans Robert Jauss' og Wolfgang Isers arbejder).

I en af de mest benyttede introduktioner til litteraturteorien, Wellek og Warrens Theory of Literature (1949, da. 1964), forbindes amerikansk nykritik, tjekkisk strukturalisme og fænomenologisk litteraturforskning.

Den vesteuropæiske strukturalisme, der er inspireret af sprogvidenskaben (Saussure og Louis Hjelmslev) og den slaviske strukturalisme (bl.a. Roman Jakobson), bredte sig fra Frankrig med forskere som Roland Barthes, Gérard Genette og Tztvan Todorov fra midten af 1950'erne, herhjemme i tidsskrifterne Exil og Poetik fra midten af 1960'erne.

Mens nykritikken koncentrerede sig om den enkelte litterære tekst, var strukturalismen også optaget af systemet, de fælles træk og forbindelser, bag større tekstgrupper, fx eventyr og myte, novelle og kriminalroman. Strukturalismens ambition var, på tværs af enkelte fag, at finde de betydningssystemer og forbindelser mellem dem, der karakteriserer de enkelte kulturer.

Strukturalismens vægt på bagvedliggende, abstrakte systemer og ringe interesse for tekstens interne dynamik og dens stemme i den kulturelle dialog førte til en reaktion, den poststrukturalistiske dekonstruktion (bl.a. Barthes, Jacques Derrida, Poul de Man).

For dekonstruktionen er teksterne altid uafsluttede og underminerer altid deres egne betydningssammenhænge, fordi de indeholder ikke-ophævede modsigelser. Den dekonstruktive læsning koncentrerer sig således om meningens sammenbrud i teksten.

Den semiotisk-formalistiske litteraturbetragtning fortsættes bl.a. i kognitionsforskningen, dvs. studiet af tankeprocesserne ud fra hjerneforskningens indsigter og psykologiske og sprogvidenskabelige vinkler. Især den kognitive semantiks studium af metaforernes almene betydning for vor tænkning (fx arbejder af George Lakoff og Mark Johnson (f. 1949)) har fremkaldt en kognitiv litteraturforskning, bl.a. kan nævnes Mark Turners (f. 1954) arbejder.

Således er den vekselvirkning mellem sprogvidenskab og litteraturforskning, der indledtes ved 1900-t.s begyndelse, stadig betydningsfuld ved århundredets slutning. Forskellen mellem de enkelte forskningsretninger beror bl.a. på, at de undersøger forskellige dimensioner af de litterære tekster, og på deres forbindelser til forskellige eksterne faktorer.

I beskæftigelsen med de enkelte tekster, tekstgrupper, forfatterskaber, perioder etc. er det imidlertid snarere reglen end undtagelsen, at de forskellige metoder kombineres i analysen. Som en kompleks menneskelig frembringelse må litteraturen nødvendigvis studeres fra forskellige vinkler. Se også børnelitteraturforskning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig