nykritik

Nykritik er en retning inden for 1900-tallets litteraturforskning udviklet i 1920'erne i de angelsaksiske lande, i England primært gennem T.S. Eliots litteraturkritik, i I.A. Richards' Principles of Literary Criticism (1924) og Practical Criticism (1929) og Willam Empsons Seven Types of Ambiguity (1930). I USA først af kredsen omkring det litterære sydstatstidsskrift The Fugitive (1922-1925), men senere blev nykritikken repræsenteret overalt på universiteterne af forskere som John Crowe Ransom, hvis bog The New Criticism (1941) slog navnet fast, og Cleanth Brooks, hvis nærlæsninger af engelsk poesi i The Well Wrought Urn (1947, da. Poetisk struktur, 1968) er et af retningens kritiske hovedværker. Herudover kan nævnes briten F.R. Leavis og amerikanerne Allen Tate, Yvor Winters (1900-1968), W.K. Wimsatt jr. (1907-1975), filosoffen M.C. Beardsley og ikke mindst den fra Tjekkoslovakiet emigrerede René Wellek, der sammen med Austin Warren (1899-1986) skrev den almene indføring i litteraturteori, A Theory of Literature (1942), hvor amerikansk nykritik, slavisk strukturalisme og fænomenologi er tænkt sammen. En af de mest fremtrædende danske nykritikere, både teoretisk og praktisk, er Finn Stein Larsen (1929-2013).

Blandt så stor en skare findes naturligvis meningsforskelle, så nykritikken fremstår mere som en række temaer og synspunkter. Følgende punkter er vigtige: (1) Opmærksomhed rettes mod teksten, ikke mod forfatteren, dvs. at teksten betragtes som selvberoende, autonom. Ej heller læseroplevelsen interesserer nykritikken. (2) Teksten anskues som en helhed af udtryk og indhold, og (3) analysen rettes mod samspillet mellem betydning, tonefald og følelse betinget af tekstens form. Derfor kan teksten ikke reduceres til en parafrase. Teksten, især digtet, er (4) nemlig ikke primært et udsagn om virkeligheden, men en sproglig handling, der kommunikerer en kompleks erfaring. Derfor er litteraturen for mange nykritikere (5) en særskilt og ægte erkendeform, der står ved siden af videnskaben og formidler en sammensat totaloplevelse. Oplevelsens heterogenitet betyder, at teksten fremstår som (6) en spændingsfyldt, men organisk totalitet. Derfor er nykritikken optaget af (7) tekstens spændinger, modsigelser og tvetydigheder, forhold, der ofte benævnes ironi (bredt forstået som modsætninger fremkaldt af sammenstød af betydningsnuancer), og derfor antyder digtet mere end én mening. Idéen om tekstens spændingsfyldte totalitet fører til en analyse af, hvorledes (8) tekstens forskellige planer, lyd, syntaks, semantik etc. alle bidrager til dens betydning og effekt. Derfor bliver forskningens og kritikkens vigtigste opgave en (9) nærlæsning af teksten for at påvise dens organiske, men spændingsfyldte enhed.

I USA og den øvrige vestlige verden blev nykritikken ca. 1940-1970 meget udbredt, bl.a. fordi gymnasier og universiteter nu optog elever med meget forskellig dannelsesbaggrund, og nykritikken leverede en metode, der tillader en forpligtet analyse af og dialog om teksten. I Danmark blev den meget betydningsfuld. J. Fjord Jensen introducerede dens teori og metode i bogen Den ny kritik (1962), og en lang række forskere og kritikere, bl.a. Torben Brostrøm, viser dens styrke som analytisk redskab.

Skønt kritiseret i USA for at være knyttet til konservativ ideologi, for at foretrække bestemte teksttyper, for at være ahistorisk og at bryde sammenhængen mellem litteratur og samfund og mellem de reelle forfattere og læsere har nykritikken alligevel vist sin store brugsværdi som tekstlæsningsmetode.