Elisabeth Grundtvig
Lærerinden og kvindesagsforkæmperen Elisabeth Grundtvigs foredrag om Nutidens sædelige Lighedskrav i 1887 tog stilling i Sædelighedsfejden. Hun forsvarede førægteskabeligt cølibat og monogame ægteskaber for begge køn og var fortaler for, at mænd burde overtage kvinders kønsmoral. Foto af Mary Steen, uden år.
Elisabeth Grundtvig
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Sædelighedsfejden var en omfattende debat om kvinders og mænds seksuelle frihed i 1880’erne. De fleste af Nordens vigtigste forfattere og kulturskribenter deltog i debatten. Debatten var en vigtig del af den litterære periode det moderne gennembrud.

Sædelighedsfejdens hovedskikkelser

I Georg Brandes' første forelæsningsrække over hovedstrømninger i 1800-tallets litteratur, Emigrantlitteraturen (udg. 1872), er kritikken af den patriarkalske familie med dens monopolisering af seksualiteten og undertrykkelse af kvinden et hovedtema.

I Henrik Ibsens drama Et Dukkehjem (1879) forlader Nora ægteskabet, da hun erfarer, at hendes mand sætter det socialt respektable højere end deres indbyrdes følelser, og Bjørnstjerne Bjørnsons drama En Hanske (1883) kritiserer den sædvanemæssige ulighed, hvor mænd havde adgang til en erotisk udfoldelse før og uden for ægteskabet, som var kvinderne forment.

Kravet om ligestilling mellem kønnene åbnede for Sædelighedsfejdens hovedspørgsmål, som blev formuleret klarest af Elisabeth Grundtvig (1856-1945), der var lærerinde, medlem af Dansk Kvindesamfund og i en periode redaktør af foreningens blad Kvinden og Samfundet.

I pjecen "Nutidens sædelige Lighedskrav" (1887) spurgte hun, om ligestilling betød, at kvinderne skulle overtage mændenes fri seksualmoral, eller mændene omvendt skulle lære kvindernes selvbeherskelse; hun argumenterede for det sidste som et middel til at undgå prostitution og hjemløse børn.

De to fronter: Fri seksualmoral eller selvbeherskelse?

Bjørnstjerne Bjørnson
Bjørnstjerne Bjørnson gik ind i Sædelighedsfejden på Elisabeth Grundtvigs side. I sit skuespil En Hanske fra 1883 havde han kritiseret den kønsmæssige ulighed. Foto fra 1903-1907.
Bjørnstjerne Bjørnson
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Georg Brandes
Georg Brandes var fortaler for en mere liberal seksualpraksis og blev bakket op af bl.a. den norske forfatter Arne Garborg. Foto fra 1895-1896.
Georg Brandes
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Brandes kastede sig ud i en heftig avispolemik mod Elisabeth Grundtvigs standpunkt, som han kaldte verdensfjernt og dobbeltmoralsk; han publicerede siden sine indlæg under betegnelsen "Sædelighedsfejden" i Samlede Skrifter, bd. 13 (1903). Bjørnson tog derimod Elisabeth Grundtvigs parti og rejste Skandinavien rundt med foredraget "Engifte og Mangegifte", som prædikede mådehold og "etisk dressur".

På Brandes' side stod tilhængerne af en liberal seksualpraksis. I Norge plæderede Arne Garborg med romanen Mannfolk (1886) for papirløst samliv, og Hans Jægers dokumentarroman Fra Kristiania-Bohêmen (1885), som blev beslaglagt, skildrer unge mænd, der er ødelagt af hæmmet seksualitet.

I Sverige forsøgte August Strindberg at latterliggøre kvindesagen og Noras opgør med dukkehjemmet i novellesamlingen Giftas (1886). På Bjørnsons side stod forsvarerne for familien. En tredje position indtog kirken og det konservative borgerskab, som anså kønsrollerne og moralen for fastlagt af religiøse og patriarkalske autoriteter, der ikke stod til offentlig diskussion.

Konflikten mellem fri kærlighed og social orden blev et hovedtema i periodens kvindelitteratur; Amalie Skrams, Victoria Benedictssons, Olivia Levisons, Adda Ravnkildes og Erna Juel-Hansens romaner handler fortrinsvis om de muligheder og tab, som kvindens individuelle selvrealisering uden for familien medførte.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig