guldalder

Guldalder, oprindelig den lykkelige tid, der ifølge græske digtere (bl.a. Hesiod, ca. 700 f.Kr.) udgjorde den ældste periode i menneskehedens historie, efterfulgt af sølv-, kobber- og jernalder.

Ovids romerske genfortælling lyder: "Den gyldne alder var først, og uden love og statsmagt/fulgte den helt af sig selv det gode, det sande, det rette" (Metamorphoses, 8 e.Kr., da. Forvandlinger, 1989).

På grund af den frugtbare indflydelse fra græsk litteratur blev også Ovids tid senere kaldt en guldalder, og udtrykket bruges i almindelighed som kvalitetsbetegnelse for en storhedstid eller blomstringsperiode, specielt inden for kunst og kultur, fx i Spanien om renæssancen og barokken (Pedro Calderon, Miguel de Cervantes og Lope de Vega), i England om den elizabethanske periode (Edmund Spenser, John Milton, Christopher Marlowe og William Shakespeare), i Norge om den litterære periode med "de fire store" (Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander Kielland og Jonas Lie).

I nordisk mytologi (Vølvens spådom) udgjorde guldalderen eller "Frode-freden" gudernes rige, sorgløse tilværelse på Idasletten efter verdensordenens fuldførelse.

I jødisk-kristen kultur tilføjedes forestillingen om Paradis og om det ny Jerusalem, specielt håbet om genrejsning ved Messias og om det kommende gudsrige (Himlen) som de saliges opholdssted. I renæssancen og senere kommer pastorale træk til: Hyrdens, arbejderens eller barnets enkle, landlige liv viser en fredelig idyl i modsætning til forfatterens komplicerede og lavt vurderede nutid (jernalder).

Guldalderforestillingen fik stor betydning i Danmark, specielt i første halvdel af 1800-tallet. (Samtiden brugte dog ikke selv betegnelsen om den tid, de levede i).

Romantikkens genoplivelse af en særegen og storslået nordisk oldtid blev koblet sammen med drømmen om en ny skandinavisk guldalder. Fra samtiden så man tilbage og frem. Guldalder blev både betegnelse for en tænkt fjernere fortid og et program for fremtiden.

Ikke alene oldnordiske motiver, men også en omfattende historiekonstruktion prægede således dansk litteratur og kunst 1800-50, herunder opfattelsen af sprog og historie, folk og nation.

Først præget af romantiske digtere og filosoffer som Novalis og Friedrich Wilhelm Joseph Schelling, Henrik Steffens, Nikolai Frederik Severin Grundtvig og Adam Oehlenschläger blev guldaldertankegangen i 1830'erne videreført af nationalliberale kredse og senere desuden af folkehøjskolerne.

I snævrere forstand er guldalderbegrebet i Danmark blevet knyttet til en personkreds med et fælles idégrundlag inden for natur- og samfundsvidenskab (brødrene H.C. og A.S. Ørsted), filosofi (F.C. Sibbern), teologi (J.P. Mynster), sprogvidenskab (Rasmus Rask), billedkunst (Bertel Thorvaldsen og C.W. Eckersberg samt deres elever), musik (C.E.F. Weyse) og ballet (August Bournonville).

Udgangspunktet var som hos Jean-Jacques Rousseau den moderne splittelsesoplevelse, frembragt af bycivilisationens arbejdsdeling mellem det åndelige og det materielle liv.

Denne splittelse kunne dog heles ved at følge Platons anvisninger på at erkende den egentlige harmoniske virkelighed bag de materielle fænomeners kaos ved hjælp af det gode (religionen), det sande (videnskaben) og det skønne (kunsten).

For den enkelte havde denne erkendelse form af en dannelsesproces, hvis mål var indsigt i det individuelle (udelelige) selv. De dannede udgjorde en elite, der mente, at de gennem erkendelser fra kunst, videnskab og religion kunne bringe folk og samfund frem mod en højere tilværelsesform; derved blev den danske guldalderideologi mere optimistisk end andre landes romantik.

Tilhængerne af disse idéer besatte nøgleposterne i deres fag, og deres arbejde fik dybtgående indflydelse på danskernes opfattelse af deres land, folk, sprog og historie. Indtil udgangen af 1830'erne dominerede de den offentlige debat og den enevældige stats kulturpolitik i samarbejde med Jonas Collin, som forvaltede bevillingerne med sikker sans for talenter af format.