middelalderen - litteratur

Hovedparten af middelalderlitteraturen i Vest- og Centraleuropa blev skrevet på latin. Det middelalderlatinske litteratursprog var mangeartet, men fra en lingvistisk betragtning er det identisk med romernes litteratursprog.

I tidlig middelalder (ca. 600-1100) var latin i praksis det eneste skriftsprog, og de få skriftkyndige havde lært latin samtidig med læsning og skrivning. Det lå uden for tidens forestillinger, at man kunne erhverve sig boglige kundskaber uden at skulle beskæftige sig med Bibelen, kirkefædrene, de hedenske klassikere, liturgiske tekster m.m.

Det var samme litteratursproglige situation, som man fandt i Det Byzantinske Rige og i den arabiske verden: Det sprog, som den hellige skrift og dens omgivende traditionelle tekster var affattet på, var normgivende for al skribentvirksomhed. Fra omkring 1100 fandt diverse folkesprog deres skriftlige normer, men først fra ca. 1200 begyndte de at få indpas i næsten alle genrer.

Latinen vandt imidlertid i samme periode stærkt frem som lærdommens sprog ved de nye universiteter. Det forblev i senmiddelalderen et skriftsprog med privilegeret status inden for videnskab og religion og til en vis grad også i litteraturen, men perioden ca. 1000-1200 kan på mange måder ses som den middelalderlatinske litteraturs guldalder. Latinen var stadig dominerende, og en stor række mesterværker fra hele det latinske Europa så dagens lys. Nedenstående beskrivelse forholder sig derfor i første række til denne tid.

Mange latinske prosaværker var del af et levende litterært kredsløb og hørte ikke isoleret til i klostrene, sådan som man traditionelt har forestillet sig. Både kirkelige og verdslige fortællinger trak på mundtlige traditioner, blev omkodet til latin, når de skulle skrives ned, og kunne blive afkodet til mundtlige fortællinger igen. En genre, hvor dette forløb er særlig oplagt, er helgen- og visionsskildringer.

Også historisk stof af verdsligt indhold blev nedskrevet på latin for derefter at blive læst op på latin eller genfortalt på folkesprog for ikke-latinkyndige. Men den monumentale funktion af latinsksprogede værker var også vigtig.

Selve de anstrengelser, der var forbundet med at skrive et gennemført latin og kopiere værkerne i kostbare, kalligraferede bøger, har haft et formål i sig selv: at forlene forskellige fortællinger eller love med en autoritet ved benyttelse af det højeste sproglige og æstetiske niveau. Bibelen, først og fremmest Mosebøgerne, Salmernes Bog og evangelierne, samt skrifter af kirkefædrene, især Augustin og Hieronymus, ligger meget ofte som en naturlig klangbund for middelalderlige forfattere, både form- og indholdsmæssigt.

Hertil kommer en vedvarende dyrkelse af de romerske klassikere, særligt Vergil, Horats, Lucan og Sallust, som ofte leverede citater og inspirerede stilen. Særlige æstetiske finesser, som blev findyrket i højmiddelalderen, er prosarytmen og rimprosaen, hvilket viser, at selv for den mest skriftlige, lærde og ordrette litteraturreception var øret lige så vigtigt som øjet.

Prosa. Middelalderlatinsk prosalitteratur spænder over et stort spektrum af genrer, stilarter og formidlingsmåder. Der er langt fra kunstfærdigt kancellisprog til historisk kunstprosa og endnu længere til skolastisk videnskab og opbyggelige noveller. Man finder en stærkt antikefterlignende prosa, der er forskellige specialiserede fagsprog, og der er talesprogsagtig fortællende prosa.

Fremstående middelalderlatinske prosaister er fx historikerne Lampert af Hersfeld (Annales, ca. 1080, om Investiturstriden), Vilhelm af Tyrus (Chronicon, ca. 1180, om de to første korstog og korsfarerstaterne) og Saxo (Gesta Danorum, ca. 1200, om Danmarks historie). Alle tre byder på middelalderlatinsk kunstprosa på højeste niveau og på fin fortællekunst.

Helgenbiografierne i Jacobus de Voragines (d. 1298) Legenda aurea og novellerne i den anonyme samling Gesta Romanorum , begge fra 1200-t., fik stor indflydelse på folkesprogslitteraturerne. Det samme gælder Geoffrey of Monmouths historiske roman, Historia regum Britanniae (ca. 1135), som blev udgangspunktet for den populære folkesproglige Arthurdigtning.

Andre prosaklassikere er Pierre Abélards selvbiografi, Historia calamitatum (ca. 1133), og Dantes enestående afhandling om litteratur på folkesproget, De vulgari eloquentia (ca. 1310).

Poesi. Middelalderlatinsk poesi kan opbyde mere eller mindre ambitiøse efterligninger af størstedelen af den romerske litteratur, men også et helt andet, middelalderligt register. Den mest udbredte og kendte latinske poesi var den, der var tilknyttet gudstjenesten under særegne musikalske former.

Troper, hymner, sekvenser og rimofficier m.m. blev digtet og sunget i stort omfang og indtog en central rolle i det kultiske liv. Menighedens forståelse af denne poesi kan måske bedst sammenlignes med den måde, vi forstår operaer på. Nogle blandt publikum forstår kun lidt, andre noget, andre igen kender historien så godt, at de kan følge med uden at forstå sproget; endelig er der nogle, som virkelig behersker sproget og alle koderne.

Sådanne latinske sange til brug i gudstjenesten havde en pendant i digte, som blev sunget i studentermiljøer uden for kirken (fx Carmina Burana). Fælles er den rytmiske struktur i versemålene. I modsætning til romersk poesi er det vekslen mellem betonede og ubetonede stavelser, som bestemmer rytmen, og ikke vekslen mellem korte og lange stavelser. En anden middelalderlig opfindelse er rimet, som både optræder i den kultiske og ikke-kultiske latindigtning.

Men man beherskede også det gamle system, for klassisk poesi blev hele tiden dyrket i kloster- og domskoler. I den sammenhæng blev stavelseslængderne for de enkelte ord (prosodien) også indlært, i hvert fald af de dygtige elever, og de kunne godt lide at demonstrere deres evner i denne vanskelige disciplin. Der findes således en stor episk litteratur affattet i heksametre. En vekselvirkning mellem prosa og poesi, det såkaldte prosimetrum, nød tillige stor bevågenhed.

Blandt større klassicerende digte hæver sig bl.a. det anonyme germanske helteepos Waltharius (ca. 900), Gautier fra Châtillons epos om Alexander den Store, Alexandreis (ca. 1180), og Nivard fra Gents satiriske dyrefabel Ysengrim (ca. 1150), som blev oprindelsen til den senere så populære Ræveroman.

Den kultiske poesi blev formelt videreudviklet af sekvensdigteren Notker Stammeren (ca. 840-912) og nåede et virtuost højdepunkt med Adam af St. Viktor (ca. 1110-92). I 1100-t. blomstrede vagantpoesien, hvis mest fremstående repræsentanter er Hugo Primas fra Orléans og Archipoeta.

Den middelalderlatinske filologi har fået et opsving i de seneste årtier af 1900-t., men den latinske litteratur fra middelalderen er stadig langt dårligere udforsket end folkesprogslitteraturerne. Dette skyldes de enorme mængder materiale, hvoraf meget endnu ikke er udgivet, men også de enkelte landes stærke fokusering på de middelalderlige nationalsprogslitteraturer siden romantikken.

En egentlig, verdslig skønlitteratur på folkesprog (modsat latin) opstod i Vesteuropa i den tidlige middelalder. Først fandtes på folkesprog især religiøs digtning, således fra 700-t. det ældste engelske digt Drømmen om korset. Fra samme tid stammer af verdslig digtning det engelske sagnhistoriske kvad Beowulf... Læs videre om folkesproglig litteratur.

Teilgård Laugesen, Anker (1966). Middelalderlitteraturen, en orientering. København: Gyldeldal.