Romantisme er den franske betegnelse for romantik. I danske litteraturhistorikeres sprogbrug er valgt den tyske betegnelse romantik (se romantik) frem for den franske romantisme, når der tales generelt om perioden og åndspræget i første halvdel af 1800-tallet.

I dansk sammenhæng har man ladet navnet romantisme betegne en særlig strømning i den senere del af perioden, fra omkring 1830, med dele af forfatterskaber som Steen Steensen Blichers, Carl Baggers, Emil Aarestrups, Søren Kierkegaards og særlig på teatret Henrik Hertz' og H.C. Andersens.

Her gælder interessen mindre de høje metafysiske emner end psykologiske splittelser og erotiske og sociale konflikter, det "interessante", og det historiske og etnografiske, eksotisme såvel som hjemlig lokalfarve.

Indflydelseskilder til den danske romantisme

Noget af inspirationen til denne strømning kom faktisk fra fransk romantisme: Victor Hugo, Prosper Mérimée, Stendhal, Alfred de Musset. Men også andre europæiske digtere i tidsalderen var bestemmende, på engelsk især George Gordon Byron og Walter Scott, mens Heinrich Heine var den mest indflydelsesrige tyske digter i denne retning.

Står romantismen således for det farverige, det utilpassede, disharmoniske, ironiske og evt. oprørske, så bør det huskes, at den hos danske digtere modvirkedes af tendensen til det lille perspektiv, det milde og harmoniserende: den poetiske realisme og biedermeier.

Således også i vaudevillernes lille verden med det elskværdige genrebillede. Skønhed og smag, interessante karakterer og pikanteri kendetegner i Danmark romantismen på teatret.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Høiris, Ole og Thomas Ledet (2008). Romantikkens verden. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig