Faktaboks

Øystein Lønn
Født
12. april 1936
Død
10. januar 2022
Øystein Lønn

Øystein Lønn.

Øystein Lønn
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Øystein Lønn var en norsk forfatter. Han modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1996.

Lønn debuterede med novellesamlingen Prosesjonen (1966), som viser påvirkning fra eksistentialismen og den franske nyroman. En neutral og refererende skrivemåde gør teksterne "åbne" — med gåder, der ikke gives svar på.

Fremtidsromanen Kontinenterne (1967) handler om moderne fremmedgørelse, og Arkeologene (1971) og novellesamlingen Historie (1973) er samfundskritisk prosa i eksperimentel form. I Hirtshals Hirtshals (1975, dansk 1992), et hovedværk i norsk 1970'er-prosa, beskrives en fragmenteret virkelighed i en fragmenteret form. Portrættet af en konkursramt skibsreder i Tom Rebers siste retrett (1988, dansk 1991) er subtil antydningskunst.

Tæt på kriminalromanen står Thomas Ribes femte sak (1991, dansk 1997). I Thranes metode og andre noveller (1993, dansk 1995) og Hva skal vi gjøre i dag? (1995, dansk 1996) rendyrker Lønn sin minimalistiske skrivemåde. Handlingen i Maren Gripes nødvendige ritualer (1999) er henlagt til en lille ø engang i fortiden, men hans antydningskunst er den samme som i tidligere værker. Både motivisk og formmæssigt spiller jazz en vigtig rolle i Ifølge Sofia (2001, dansk 2002), en roman om moderne, flydende eksistens for en gruppe mennesker, der befinder sig på kanten af kaos og sammenbrud. Anden del af den planlagte trilogi, Simens stormer, kom i 2002 (dansk 2004) og blev fulgt op af Etter Sofia (2010).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig