Faktaboks

Arnulf Øverland
Født
27. april 1889, Kristiansund, Norge
Død
25. marts 1968, Oslo, Norge

Arnulf Øverland.

.

Arnulf Øverland var en norsk forfatter.

Han debuterede med den vemodige Den ensomme fest (1911), og helt frem til Livets minutter (1965) kom han med en række skarptskårne og formsikre digtsamlinger, snart også som del af hans politiske og sociale indignation af radikalt, indtil Moskvaprocesserne kommunistisk tilsnit. Gennem 1930'erne fungerede samlingerne som beredskabsdigtning imod nazismen, jf. digtet "Du må ikke sove" (1936).

Under besættelsen fik hans modstandsdigtning, illegalt distribueret, stor betydning også i nabolandene, bl.a. Ord i alvor til det norske folk (1940) og Vi overlever alt (1945). Han sad i tysk fængsel og koncentrationslejr fra 1941 til 1945. Efter krigen blev han en skarp kritiker af de umenneskelige forhold i Sovjetunionens arbejdslejre.

Øverland deltog ihærdigt i den norske sprogstrid med artikler og essays, bl.a. Riksmål, landsmål og slagsmål (1956), og engagerede sig i kampen mod den litterære modernisme med foredraget "Tungetale fra parnasset" (1953, trykt i I beundring og forargelse, 1954). Hans værk omfatter desuden noveller og skuespil.

Han fik fra 1946 tildelt statens æresbolig. Samlede digte kom i flere udgaver, udvalgte digte i De hundrede fioliner (1968).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig