Edvard Hoem

Edvard Hoem er en norsk forfatter. Som lyriker skrev han Som grønne musikantar (1969) og Landet av honning og aske (1970), begge med miljø fra Romsdalen. Derefter fulgte romanen Anna Lena (1971), der kritiserer industrialiseringens følger for bygdelivet. Den peger ind i den socialistiske litteratur, der kom til at dominere 1970'erne, tydeligt markeret i romanen Kjærleikens ferjereiser (1974) med dens aktive, partitagende fortæller. Kunstnerromanen Prøvetid (1984, da. 1985) analyserer en skuespillers identitetskvaler under en opsætning af Strindbergs Fröken Julie, og Heimlandet Barndom (1985) vender atter blikket mod herkomsten i landsognet. Resultatet af oprøret mod kapitalmagten anskues i Ave Eva (1987, da. 1990), bl.a. om de tidligere Oslo-maoisters opportunisme, men også om en fortrøstning.

Som dramatiker var Hoem tidligt påvirket af Brecht med bl.a. Kvinnene langs fjorden (1973), ligesom også hans romaners realisme er antinaturalistisk. Det tillader friere, overraskende kompositionsformer. Teatermiljø er der bl.a. også i romanen I Tom Bergmanns tid (1991), som udspiller en kærlighedshistorie i det Europa, der sidst i 1980'erne omstøbtes. I Engelen din, Robinson (1993) er forfatteren tilbage i det aldrig glemte nordvestlandske miljø. Nutid indhentes stadig af fortidsbindinger. Tid for klage, tid for dans (1996) tager teologiske spørgsmål op; Frøken Dreyers musikkskole (2000) er en kunstner- og ægteskabsroman om to tyske musikere, der kommer til Bergen i 1950'erne. Hoem har desuden gendigtet en række Shakespeare-dramaer. 1998-99 var han chef for Teatret Vårt i Molde.