Faktaboks

Jan Kjærstad
Født
1953

Jan Kjærstad, f. 1953, norsk forfatter, uddannet teolog. Han valgte at være forfatter efter debutnovellerne Kloden dreier stille rundt (1980). Gennem romanen Speil (1982) og krimierne Homo Falsus eller det perfekte mord (1984, da. 1986) og Rand (1990, da. s.å.) udviklede Kjærstad sin specielle skrivestil, som omfatter fortællinger i flere lag og i direkte henvendelser inddrager læserens erfaringer. Selve fortællingens tema udfoldes i Det store eventyret (1987, da. 2003).

Med den store roman Forføreren (1993, da. 1994) om mediemennesket og selvbedrageren Jonas Wergeland slog Kjærstad for alvor sin position fast som romanens genrefornyer. Dens anden del, Erobreren (1996, da. 1997), viderefører den fragmentariske fortællestil og kredser om forfatterskabets faste spørgsmål: Hvordan hænger et liv sammen? Kjærstads personer må opfinde sig selv igen og igen, afprøve tilværelsens uendelige muligheder og udnytte erotikken som erkendelse. I det afsluttende bind i hans store romantrilogi, Oppdageren (1999, da. 2000), gives en tredje version af historien om Jonas Wergelands liv. Gennem en række symboler søges en mængde kundskaber organiseret på en sådan måde, at ny erkendelse kan opnås. Samtidig er romanen en metaroman, der både henviser til trilogien som helhed og til Kjærstads tidligere bøger, og ikke mindst er det en roman, som hylder kærligheden som det vigtigste af alt. Romanen indbragte ham i 2001 Nordisk Råds Litteraturpris og markerer hans definitive internationale gennembrud.Tegn til kjærlighet (1002, da. 2004) og Kongen av Europa (2005, da. s.å.) er nye eksempler på det sindrige, labyrintiske og vidtforgrenede romansystem, der er blevet Kjærstads kendemærke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig