Jostein Gaarder, f. 1952, norsk forfatter. Efter nogle år som gymnasie- og højskolelærer debuterede han 1986 med Diagnosen og andre noveller. Hans "roman om filosofiens historie", Sofies verden (1991, da. 1992), slog straks an internationalt som en populær og velkomponeret filosofihistorisk introduktion. Bogen var i 2006 oversat til 45 sprog og solgt i næsten 25 mio. eksemplarer; den blev filmatiseret i 1999. Han har desuden skrevet Vita Brevis (1996, da. 1997) og Maya (1999, da. 2001); Vita Brevis bærer undertitlen "en kærlighedshistorie fra senantikken". Den foregiver at være skrevet af Floria, kirkefaderen Augustins elskede, efter at hun havde læst hans berømte Bekendelser, et værk, hvori han kun sporadisk omtaler hende. Vita Brevis er præget af Florias fortvivlelse og anklagende vrede over Augustins fornægtelse af at have været "hendes lille hingst". Gaarder har også skrevet børnebøger, bl.a. Kabalmysteriet (1990, da. 1992) og Julemysteriet (1992, da. 1993). I begge bøger spejler en realverden og en fantasiverden sig i hinanden; det fantastiske og det religiøse skildres som en vigtig del af hverdagen.
Jostein Gaarder
Faktaboks
Jostein Gaarder
- Født
- 1952
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.