Olaf Bull

© Det Kongelige Bibliotek

Olaf Bull ved et københavnsk cafébord, tegnet i juli 1911 af Eigil Petersen, gengivet i Politiken.

Olaf Bull, 1883-1933, norsk digter. Som søn af romanforfatteren Jacob B. Bull (1853-1930) voksede Olaf Bull op i et litterært Kristianiamiljø, men sprængte som ganske ung sine borgerlige rammer og levede siden som ubunden lyriker, bl.a. i København og Frankrig. Konstant jaget af kreditorer og efterhånden med tre ødelagte ægteskaber bag sig førte han en nerveopslidende tilværelse med streng arbejdsdisciplin i perioder og et kronisk overforbrug af alkohol, der endte med at gøre ham til et hjerneskadet vrag. Allerede med debutbogen Digte (1909) fik Bull et stort navn, ikke mindst gennem skildringen af forelskelsens, jalousiens og kærlighedshadets vekslende faser. Hans plastiske, formfuldendte digtning tilhører sprogligt den fælles dansk-norske nationallitteratur fra før 1920 og er beslægtet både med klassisk norsk poesi (Wergeland, Welhaven) og med Sophus Claussens lyriske univers.

Blandt de senere samlinger bekræftede især Nye digte (1913), Stjernerne (1924), Metope (1927), De hundrede aar (1929) og Oinos og Eros (1930) Bulls urørlige position i samtiden. Flere centrale temaer går igen fra debutbogen, i endnu rigere instrumentation: Troen på det tabtes generobring i digtningen, det gådefulde slægtskab mellem kærligheden og døden samt visheden om, at hans egen og de nærtståendes jordiske lykke måtte ofres på kunstens alter. I universitetskantaten Ignis ardens (1932) indgik Bulls digteriske helhedssyn på menneskelivet i en stærkt koncentreret, kunstnerisk symbiose med hans omfattende lærdom inden for forskellige videnskaber, præget af den franske filosof Henri Bergsons intuitive tidsoplevelse. Olaf Bull var næsten udelukkende lyriker, men de to posthumt udgivne notatsamlinger Ekko og regnbue (1987) og Ild og skygger (1991) røber enestående evner for aforistisk pointeret prosaformulering.