Paal Brekke var en norsk lyriker, som under påvirkning af T.S. Eliot og de svenske fyrtiotalister satte den lyriske modernisme på dagsordenen i artikler, oversættelser og egne digtsamlinger.
Efter en mere ubemærket debut i 1945 fik han opmærksomhed med gendigtningen af Eliots Det golde landet og sin egen Skyggefektning (1949). Her formidles et splintret virkelighedsbillede og en følelse af angst, afmagt og fremmedgørelse i et kaotisk og oprevet sprog, hvor høj og lav stil, hverdagsjargon og reklamesprog, børnevers og bibelallusioner optræder side om side. I Løft min krone, vind fra intet (1957) og Roerne fra Itaka (1960) knyttedes fremmedgørelsestemaet intimt til en skarp tids- og kulturkritik, der kulminerede i Det skjeve smil i rosa (1965). I senere samlinger udviklede Brekke et enklere formsprog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.