• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Amalie Skram

Oprindelig forfatter MZib Seneste forfatter Redaktionen

Omhyggeligt klædt og sat op i tidens udstyr ser Amalie Skram os anspændt og søgende direkte i øjnene. Forfatterskabets åbenhjertighed og ærlighed virkede rystende på samtiden. Fotografi fra midten af 1880'erne.

Omhyggeligt klædt og sat op i tidens udstyr ser Amalie Skram os anspændt og søgende direkte i øjnene. Forfatterskabets åbenhjertighed og ærlighed virkede rystende på samtiden. Fotografi fra midten af 1880'erne.

Amalie Skram, født Alver, 22.8.1846-15.3.1905, norsk forfatter, det moderne gennembruds mest betydelige kvindelige forfatter.

Amalie Skram blev født i Bergen i en fattig købmandsfamilie. Faderen gik fallit og rejste alene til Amerika i 1864. På moderens initiativ blev Amalie Skram samme år gift med en ti år ældre kaptajn, som hun fulgte rundt i verden, og med hvem hun fik to sønner; ægteskabet var ikke lykkeligt.

I 1877 slog de sig ned i Bergen, fik en stor omgangskreds, og Amalie Skram engagerede sig i tidens debat om bl.a. darwinisme. Efter en kort indlæggelse på et psykiatrisk hospital brød Amalie Skram ud af ægteskabet og flyttede til Kristiania, hvor hun kæmpede for at forsørge sig selv og sønnerne. Hos Bjørnstjerne Bjørnson mødte hun den danske forfatter Erik Skram, og de blev gift i 1884. Ægteskabet blev stormfuldt, men Erik Skram støttede hendes talent.

Stof fra det tidligere ægteskab præger Amalie Skrams første roman, Constance Ring (1885), der er en kras naturalistisk skildring af et tvangsægteskab; ingen har så stærkt som Amalie Skram beskrevet middelklassekvinders grænseløst undertrykte og kedsommelige liv.

Den næste roman, Lucie (1888), handler om den prostituerede Lucie, som bliver gift med en af sine kunder, et ægteskab, der på forhånd er dødsdømt af både omverdenens og ægtefællernes egne fordomme. Også romanerne Fru Inés (1891) og Forraadt (1892) har kærlighed, seksualitet, dobbeltmoral og ægteskab som temaer og blev Amalie Skrams bidrag til Sædelighedsfejden.

Personlige vanskeligheder med at acceptere ægtefællens erotiske sidespring og med at leve op til rollen som både kunstner, hustru og mor, også for en lille datter i det nye ægteskab, førte til, at Amalie Skram i 1894 lod sig indlægge på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling. De traumatiske oplevelser under indlæggelsen og under den daværende professor Knud Pontoppidans egenrådige og sandsynligvis allerede i samtiden forældede indstilling til især de kvindelige patienter inspirerede Amalie Skram til romanerne Professor Hieronimus (1895) og På Sct. Jørgen (1895). Her afdækkedes for første gang i litteraturen psykiatriens overgreb på det udsatte menneske. Med en kraftanstrengelse fuldendte Amalie Skram sit hovedværk, Hellemyrsfolket (1887-98), en slægtssaga i fire bind, hvor medfølelsen og det sociale engagement er udelt på de svagestes side.

Posthumt kom i 1905 romanen Mennesker. For samtiden var Amalie Skram nok for kontroversiel, skarp og determineret; i nutiden har hun vundet sig position for sin åbenhjertighed og for en kompromisløs vilje til at udtrykke og afdække de mest ekstreme tilstande, både socialt og psykisk, i en snarere ekspressionistisk end naturalistisk stil.

I Danmark vakte tv-dramatiseringen af Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen i 1987 med manuskript af Kirsten Thorup ny opmærksomhed om Amalie Skrams forfatterskab og hendes betydning som banebrydende, moderne forfatter.