Bjørnstjerne Bjørnson

© Gyldendal

Bjørnstjerne Bjørnson.

Bjørnstjerne Bjørnson, Bjørnstjerne Martinius Bjørnson, 8.12.1832-26.4.1910, norsk forfatter. Ligesom den jævnaldrende Henrik Ibsen har Bjørnstjerne Bjørnson sat sit dybe præg på norsk litteratur og på omverdenens billede af Norge efter 1814. Men til forskel fra Ibsen havde Bjørnson egenskaber, der gjorde ham til en folkelig førerskikkelse. Han kunne begejstres og begejstre, var sikker på sin mission og havde et ukueligt optimistisk livssyn.

Bjørnstjerne Bjørnson kom til Christiania 1850 efter en barndom hovedsagelig tilbragt i Romsdalen. Han blev student 1852 og markerede sig tidligt som litteratur- og teaterkritiker; 1857-59 var han chef for Bergens Teater, 1865-67 for Christiania Theater.

Sit digteriske gennembrud fik han med bondefortællinger som Synnøve Solbakken (1857) og En glad Gut (1860). Fortællingerne vakte opsigt ved deres knappe, fyndige stil, der lod datidens norske bønder fremstå som efterkommere af sagatidens mennesker. Men i deres indhold var fortællingerne stadig præget af romantikkens smag for idyller.

I en række historiske skuespil søgte han også sit stof i Norges sagatid; bedst er Sigurd Slembe (1862), der sikrede sin forfatter digtergage fra Stortinget. Endelig skrev den unge Bjørnson digte, gerne sangbare og bredt appellerende som "Ja, vi elsker dette landet" (1859), der blev Norges nationalsang.

© Gyldendal

Bjørnstjerne Bjørnson. Ved N.F.S. Grundtvigs begravelse 11.9.1872 holdt Bjørnson en tale, hvor han erklærede, at over denne grav skal der ikke lyses fred - der skal lyses kamp.

Bjørnstjerne Bjørnson var præstesøn og beholdt sin barnetro til omkring de 45 år. I 1860'erne blev han fortrolig med Grundtvigs livssyn og sluttede sig til dansk-norske højskolekredse. Med dem ragede han dog atter uklar, da han 1872 foreslog danskerne at vise forsonlige signaler over for Tyskland, der i 1864 havde erobret Sønderjylland (Signalfejden).

Derefter orienterede han sig mere mod den europæiske positivisme og trådte i forhold til det moderne gennembruds fører, Georg Brandes. Litterært gav denne nyorientering sig udtryk i problemdebatterende nutidsdramaer som En fallit (1875) og fortællinger som Magnhild (1877). Religiøst førte den til, at han brød med kirken, dog uden at opgive sin tillid til forsynet og den kristelige moral. Karakteristisk var det, at han bekendte sig til Darwins udviklingslære, men forlængede denne ind i menneskelivet som en tro på sædernes højnelse.

Det er også Bjørnsons tanker om den sædelige udvikling, der siden førte til uoverensstemmelser med det moderne gennembruds mænd. I skuespillet En handske (1883) krævede han, at unge mænd før ægteskabet skulle være lige så seksuelt afholdende, som man hidtil havde forlangt af kvinder. Derved kom han i strid med Georg Brandes, for hvem ligestilling betød større seksuel frihed, også for kvinder. Deres veje skiltes i 1887 under Sædelighedsfejden.

Bjørnsons produktion var stor, men ujævn, og han skrev i de fleste genrer. Desuden blandede han sig bestandig i politik, såvel i Danmark som i Norge, og øvede stor indflydelse. Blandt hans mærkesager var skandinavismen, parlamentarismen og Norges selvstændighed i forhold til unionspartneren Sverige.

Fra 1890'erne agiterede han også for den internationale fredssag, ligesom han, der ellers var venstremand, viste stor sympati for den spirende socialisme. Desuden engagerede han sig til fordel for Europas undertrykte folkeslag, bl.a. slovakker, finner og sønderjyder.

I 1903 fik Bjørnstjerne Bjørnson nobelprisen i litteratur.