Gunnar Heiberg, 1857-1929, norsk dramatiker og essayist. Som en af de vigtigste repræsentanter for generationen efter Ibsen havde Heiberg sine ideologiske rødder i det moderne gennembrud. En stærk modvilje mod snæversyn og opportunisme præger hans skuespil. I sit første drama, Tante Ulrikke (1883), retter han sin kritik mod det bornerte borgerlige samfund og stiller krav om frihed og social retfærdighed. I Kong Midas (1890) vender han sig mod den abstrakte reformiver hos sine egne kampfæller, og stykket blev opfattet som et angreb på Bjørnson. I de to erotiske dramaer Balkonen (1894) og Kjærlighetens tragedie (1904) forenes bohemetidens seksuelle lidenskab med nyromantikkens mere metafysisk prægede kærlighedsdyrkelse. Heiberg engagerede sig stærkt i den nationale strid, som førte til bruddet med Sverige i 1905. Hans idealisme kommer stærkest til udtryk i Jeg vil værge mit land (1912). Som essayist er han bedst i Pariserbreve (1900), hvor han bl.a. kommenterer Dreyfusaffæren.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki