Arne Garborg var en norsk forfatter. Som ældste søn på en lille gård i Jæren voksede Arne Garborg op i et pietistisk miljø. Han frasagde sig gården og blev "bondestudent" til fortvivlelse for sin far, der tilskyndet af religiøse grublerier tog sit liv.
Alt dette bar Garborg som en skyldbyrde gennem hele livet, med væsentlig betydning for forfatterskabet. Han var en af de første forfattere, som skrev på nynorsk og kom til at præge udviklingen af det nye skriftsprog. Han var meget velorienteret i tidens litterære og filosofiske strømninger og introducerede bl.a. Friedrich Nietzsche i Norge.
Arne Garborg debuterede med Ein Fritenkjar (1878), et kampskrift med hvasse angreb på religiøs intolerance. Med naturalistisk prægede romaner som Bondestudentar (1883, på dansk i 1885) og Mannfolk (1886) fremstod han som en vigtig repræsentant for det moderne gennembrud i Norge.
Mere pessimistiske træk kom ind i hans digtning med dagbogsromanen Trætte Mænd (1891), en desillusionsroman i 1890'ernes ånd. I Fred (1892), Garborgs hovedværk, tog han udgangspunkt i faderens skæbne.
Fra da af fik religiøse motiver en central plads, som det viser sig i skuespillet Læraren (1896), prosadigtet Den burtkomne Faderen (1899) og i essayromanen Heimkomin Son (1908), hvor han optræder som fortaler for en dogmefri kristendom.
Kilder til Garborgs tankeverden er epistelsamlingerne Kolbotnbrev (1890) og Knudaheibrev (1904) samt den posthumt udgivne Dagbok 1905-23 (bind 1-6, 1924-1927).
Arne Garborg var også en betydelig lyriker. Der er sat musik til flere af hans digte, som hører til de mest yndede i den norske sangskat. Samlingen Haugtussa (1895) er et af højdepunkterne i norsk lyrik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.