Iran - litteratur

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Iran. Lodindskrift med Dareios 1.s navn: II Karsha (en vægtenhed). Jeg Dareios (Darayavaush), storkongen, Vishtaspas søn, en achaimenide.

I lighed med Irans øvrige kultur kan også litteraturhistorien inddeles i en førislamisk og en islamisk periode.

Førislamisk litteratur

Litteraturen før islam, og for den sags skyld også efter islam, var næsten helt og holdent persisk af den enkle grund, at de altdominerende dynastier var persiske med de parthiske arsakider som eneste undtagelse.

Af de to oldiranske sprog, der kendes inden for det nuværende Irans område, medisk og oldpersisk, er medisk svagt overleveret; det findes kun i nogle egennavne og i oldpersiske, assyriske og græske tekster.

Derimod er oldpersisk rigt repræsenteret med achaimenidekongernes kileindskrifter, især Dareios 1.s Bisutunindskrift, der malende fortæller, hvordan han i løbet af ét år bragte orden i det kaotiske imperium, ikke blot skildret med tørre tal, men også med en hel del livsvisdom.

Fra den jødiske militærkoloni på Niløen Elefantine (400-t. f.Kr.) kendes aramæiske oversættelser (på papyrus) af dele af Bisutunindskriften. Dareiosindskrifter kendes også fra steder i det gamle Iran som Persepolis, Susa og Hamadan.

Dareios' efterfølgere fulgte hans praksis: Artaxerxes 1., Dareios 2., Artaxerxes 2. og 3. samt Xerxes især med Daivaindskriften fra Persepolis mod de falske guder, daivaerne, og alt andet fordærvvoldende; takken for hjælp og velsignelse rettes til den gode gud Ahura Mazda, "som skabte mennesket, som skabte lyksaligheden for mennesket".

På arsakidernes sprog parthisk er intet litterært overleveret, kun nogle indskrifter og flere manikæiske tekster, især nogle vigtige hymnesamlinger, men altsammen fra sasanidisk tid. Dog var arsakidetiden ingenlunde uden digtning. Det skyldes den tids kulturbærer af rang, den omvandrende skjald, gosan. Den mundtlige tradition var i højsædet, fordi den betragtedes som langt mere sikker end den skriftlige.

Dog blev fra parthertiden noget bevaret, men kun fordi det senere blev skrevet ned. Det gælder det erotisk dristige, atypiske digt Vis og Ramin om dronning Vis' forhold til Ramin, kongens broder; det blev bevaret og nedskrevet af den persiske digter Gurgani i midten af 1000-t.

Det samme gælder rangstridsdigtet Drakht asurik (Det babyloniske træ), der kun kendes i en sasanidisk redaktion; det gengiver ordstriden mellem en daddelpalme og en gedebuk, der søger at overgå hinanden i selvros.

Under sasaniderne derimod blev der skrevet på middelpersisk, men denne litteratur er næsten rent religiøs, zarathustrisk. Undtagelser er Bogen om Papaksønnen Ardashirs bedrifter, hvor sasanidedynastiets grundlægger og hans eventyrlige liv som "lykkemand" skildres, Skakbogen om skak- og nardspillets oprindelse og betydning, Iranrigets byer og en række andre.

Den religiøse litteratur er dog helt dominerende, og her først og fremmest Denkart (Troens værk) med bl.a. en liste over hele tekstsamlingen Avestas indhold, Bundahishn, en kosmogoni og kosmologi, Menok-i Khrat (Visdommens ands afgørelser) samt en række apokalyptiske tekster, bønner, bods- og lovprisningstekster.

Af helt afgørende betydning var imidlertid, at den originale Avesta blev skriftligt fikseret efter århundreders mundtlig overlevering. I denne forbindelse opfandtes avestaskriften med de 46 bogstaver, men kun dele af den oprindelige Avesta på 21 afsnit (nasker 'bundter') er bevaret.

Dog foreligger middelpersiske oversættelser af gathaerne, Yasna, nogle få yashter, Vendidad og Nirangistan. På sasanidetiden blev endvidere en omfattende samling af manikæiske tekster til.

Litteratur efter islamiseringen

I midten af 600-t. erobrede araberne det gamle iranske rige, og i løbet af nogle få århundreder blev det iranske land islamiseret; islam blev rammen om det kulturelle og sociale liv. Bl.a. som reaktion på dette opstod der omkring 900 en bevægelse i Khorasan, som senere er blevet kaldt den persiske renæssance. Digtere, der digtede på persisk om iransk kultur, blev favoriseret, og iranernes afstand til det arabiske kalifat blev gjort tydelig. Med denne bevægelse fødtes den nypersiske litteratur, som har udviklet sig frem til i dag med en mærkbar kontinuitet.

Poesien har fra den nypersiske litteraturs begyndelse været genren, man skrev i, og først i 1900-t. har prosaen vundet indpas. Generelt kan det siges om den nypersiske poesi, at den ikke er stramt komponeret, og at den stilistisk set er ornamenteret og prydet med mange retoriske figurer. Dens billedsprog og temaer fastholdes uændret i hele den klassiske digtnings periode, hvor det også er fastlagt, hvilke temaer der hører til hvilke af poesiens undergenrer.

Den nypersiske poesi kan i grove træk deles op i to perioder: Den klassiske, der strækker sig fra 900-t. og op til omkring 2. Verdenskrig, og den moderne herfra og frem. Den klassiske poesi fra 900-1400-t. var i begyndelsen ren hofdigtning præget af panegyrik, og stilen er ophøjet, strengt litterær og klar (kaldet Khorasani).

Fra ca. 1100-1400-t. satte sufismen sit tydelige præg på digtningen, og den lyriske poesi trådte i centrum. Billedsproget blev mere dobbelttydigt, og stilen mere raffineret og kompliceret, men stadig relativt klar (kaldet Iraqi). Stilens kompleksitet udtrykker bl.a. en større variation i verdensbilledet og en øget raffinering i personfremstillingen, hvilket især kan iagttages hos digteren af fem smukke, episke romancer, Nizami.

Fra 1500-t.s begyndelse til ind i 1700-t. fulgte en periode, hvor poesien overvejende var en bar gentagelse af tidligere perioders tanke- og billedverden rammet ind af ordmageri og et søgt billedsprog (den safavidiske eller indiske stil).

I midten af 1700-t. brød digterne med safavidestilen, søgte tilbage til Khorasani- og Iraqistilen, og efter den konstitutionelle revolution (1905-11) tilføjedes digtningen nye temaer, patriotisme, politisk og social satire, ligesom også et mere dagligdags sprog indfandt sig.

Med Nima Yushidj i 1920'erne så den moderne poesi, sher-i now, dagens lys. Denne retning, som brød radikalt med det traditionelle poetiske formsprog og indlod sig på ethvert emne, slog dog først for alvor igennem efter anden verdenskrig, hvor en af hovedfigurerne var digterinden Forough Farrokhzad.

Prosaens historie i persisk litteratur begynder reelt i 1900-t., om end prosaen også fandtes i den klassiske periode: i dele af de historiske værker, i rejseskildringer, i den moraliserende og opdragende litteratur, hvortil Sadis Gulistan (1258) hører.

Romangenren lagde i begyndelsen af 1900-t. ud med teknisk set svage historiske romaner ofte med en nationalistisk tone. I perioden op til 2. Verdenskrig kom der værker til om storbyens inferno og det dekadente borgerskab. Disse var teknisk set også svage med undtagelse af Sadiq Hidayats Den blinde ugle (1937, da. 1989).

Efter 2. Verdenskrig blomstrede romangenren op, og såvel den realistiske, den naturalistiske, den psykologiserende som en bredere samfundsbeskrivende roman fandt fine udtryk. Novellegenren havde en god optakt i 1921/22 med Muhammad Ali Jamalzades novellesamling med titel efter eventyrformlen Der var engang, som med sin samfundskritiske realisme og sit ligefremme og mundrette sprog gjorde stort indtryk på samtiden og eftertidens forfattere.

Bl.a. Hidayat og Bozorg Alavi førte den realistiske og kritiske novelle videre og tilførte den momenter af naturalisme, eksistentialisme og påvirkning af Freud. Efter disse forfattere fulgte fra 1940'erne en lang række novellister, der slog ind på samme vej.

Efter den islamiske revolution i 1979 er der kommet en del kvindelige novelle- og romanforfattere til; de har stået for en re-orientering inden for disse genrer. Omkring årtusindskiftet har generations- og slægtsromaner med kvinden i centrum således vundet en uhørt stor læserskare.

Det litterære drama begyndte omkring 1900 med klassiske komedier indeholdende satire rettet mod visse samfundslag og de politiske magthavere. Efter en længere periode med svingende kvalitet tog genren et opsving i 1960'erne med Bahram Bayzais (f. 1938) og Gholam Hoseyn Saidis moderne (absurde) dramaer, der indeholder eksistentialistiske temaer samt social og politisk kritik.

I hele 1900-t., såvel under Pahlavi-shaerne som i den efterfølgende Islamiske Republik Iran, har censuren været hård, med enkelte perioder af friere forhold for litteratur og presse. Dette har bevirket, at forfattere har måttet udvikle et særligt sprog for indirekte at kunne udtrykke kritik, eller de har måttet leve eller publicere i eksil.

Læs mere om Iran.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Iran. Lodindskrift med Dareios 1.s navn: II Karsha (en vægtenhed). Jeg Dareios (Darayavaush), storkongen, Vishtaspas søn, en achaimenide.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
10/12/2009
Oprindelige forfattere
CPed
31/01/2009
JesPA
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki