Hâfez, Mohammad Shams od-Din

Hâfez, Mohammad Shams od-Din var en af den klassiske persiske digtnings fineste lyrikere. Hâfez (som er digterens forfatternavn) fødtes i Shiraz, hvor han fik en klassisk uddannelse i religion og arabisk. Man ved ikke meget om Hâfez' liv, end ikke hans fødselsår er fastslået. Han underviste i Koranen og de religiøse videnskaber, og han var i perioder knyttet til herskerne i Shiraz' hof som hofdigter. Hâfez levede i en tid, der var præget af krig og omvæltninger, men af dette er der kun svage spor i hans digtning.

Hans foretrukne versform var genren ghazal. Tolkningen af Hâfez' digte har været omstridt, bl.a. fordi digtene kan læses på mindst tre niveauer. Det centrale motiv i hans digte er kærligheden, og den er blevet tolket som jordisk kærlighed, som en hyldest til Shiraz' herskere samt som sufiens kærlighed til Gud og længsel efter at forenes med Ham.

I sin digtning fremstår Hâfez som humanist og som en fortaler for tolerance og personlig frihed, og han vender sig i satirisk form mod tidens og religionens fanatisme og hykleri.

Hâfez er nok den mest elskede digter i Iran på grund af sit følsomme, elegante sprog, der kan være stiliseret og kompliceret, men som også ejer en folkelig og kraftfuld tone. Hâfez er kendt og skattet i alle Irans nabolande.

Fra og med Hammer-Purgstalls oversættelse af Hâfez' divan, der inspirerede Goethe til hans West-östlicher Diwan, er Hafiz oversat til mange europæiske sprog.