Andrzej Szczypiorski, 1924-2000, polsk romanforfatter og essayist, stærkt præget af oplevelser under 2. Verdenskrig under Warszawa-opstanden og i tysk koncentrationslejr. Han arbejdede som journalist, og efter tøbruddet var han i 1956-58 kulturattaché i København, senere politisk aktiv som dissident. I sine romaner, der er oversat til mange sprog og især udbredt i Tyskland, tager han psykologisk og politisk konfliktfyldte problemer op, bl.a. forholdet mellem polakker og jøder og mellem polakker og tyskere, i lyset af holocaust og besættelse, men i relation til nutiden. En messe for byen Arras (1971, da. 1990) er måske hans bedste roman, om jødepogromer i 1458-61, skrevet i protest mod regimets forfølgelse af jøderne i 1968. Desuden kan nævnes Den smukke fru Seidenman eller Begyndelsen (1986, da. 1989), Nat, dag og atter nat (1991, da. 1993) og Selvportræt med kvinde (1994, da. 1996).