• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Leszek Kołakowski

Oprindelig forfatter KHelt Seneste forfatter Redaktionen

Leszek Kołakowski, f. 1927, polsk filosof og forfatter. Han var professor i marxistisk filosofi ved Warszawas Universitet, men blev afskediget i 1968 som åndelig bagmand for ungdomsoprøret. Han har siden forelæst bl.a. i USA, Canada og i Oxford, men har hele tiden været ivrig debattør i den polske og internationale presse. Hans produktion er kun delvis skønlitterær, bl.a. de underfundige 13 eventyr fra kongeriget Lailonien (1963) og Himmelsk nøgle (1964). Af størst betydning er hans opgør med marxismen i Mennesket uden alternativ (1958, da. 1967) og ganske særligt i værket Marxismens hovedstrømninger. Opståen — udvikling — forfald i tre bind (1976-79), som er oversat til mange sprog ligesom talrige religionsfilosofiske værker og essays.