Tadeusz Różewicz, 9.10.1921-24.4.2014, polsk lyriker og dramatiker. Han var stærkt præget af oplevelserne under 2. Verdenskrig, hans generations katastrofe og en katastrofe for forholdet mellem mennesker. Han knuges af truslen om atomkrig, gruer over ødelæggelsen af miljøet og ironiserer over det "normale" liv med dets hensynsløse forbrugerisme og menneskelige isolation. Et adækvat udtryk finder han i en streng, rå poesi, en "antipoesi" uden metaforer, rim, rytme og skønhed, i en søgen efter sandheden, selv i dens hæsligste former. Hans skuespil bryder både klassiske og absurde konventioner og kan minde om moraliteter. Af skuespillene er bl.a. Kartoteket (1961, da. i Polsk introduktion, 1964) og Laokoon-gruppen (1962, da. 1971 i Radioteatret) opført i Danmark. Udvalgte digte på dansk er En grøn rose (1982).