Aleksandr Solzjenitsyn

© Gyldendal

Aleksandr Solzjenitsyn i København, 22.2.1974. Han blev vist rundt af formanden for Dansk Forfatterforening Hans Jørgen Lembourn, inden han sejlede videre til Oslo. Han er her fotograferet på toppen af Rundetaarn.

Aleksandr Solzjenitsyn, 11.12.1918-3.8.2008, russisk forfatter, en af Sovjettidens betydeligste systemkritikere. Under 2. Verdenskrig opnåede Aleksandr Solzjenitsyn rang af kaptajn, men blev arresteret i 1945 på grund af uforsigtige udtalelser i sine breve hjem.

Efter otte år i lejrene blev han forvist til Kasakhstan, hvor han arbejdede som fysiklærer. Her blev han også helbredt for en livstruende kræftsygdom.

I 1962 fik Aleksandr Solzjenitsyn sit sensationelle gennembrud, hjemme og i udlandet, med En dag i Ivan Denisovitjs liv (da. 1963). Romanen var, med sin autentiske tone og koncentrerede stil, en født klassiker i tøbruddets lejrlitteratur.

Året efter udgav han fortællingen Matrjonas gård (da. 1964), men kom snart på kollisionskurs med forfatterforeningen og partiet. Hans to romaner I den første kreds (1964) og Kræftafdelingen (1966) udkom i Vesten i 1968 (da. hhv. 1970 og 1969) og cirkulerede illegalt i USSR.

I 1970 fik Aleksandr Solzjenitsyn tildelt nobelprisen, og styret iværksatte en massiv smædekampagne mod forfatteren. Året efter udkom i Paris August 1914 (da. 1972), første del af firebindsværket Det røde hjul (1971-91). Derpå fulgte den dokumentariske beretning om Josef Stalins fangelejre, GULag øhavet (1973-75, da. 1974-76), som gav stødet til et omfattende opgør med eurokommunismen.

I 1974 blev forfatteren arresteret og landsforvist. Kalven og egen (1975, da. 1976) er en udførlig beretning om hans sammenstød med det sovjetiske magtapparat. Solzjenitsyn bosatte sig i Vermont, USA.

Ved siden af sit skønlitterære forfatterskab arbejdede han på en ordbog over bevaringsværdige russiske vendinger, og med mellemrum stod han frem med manende appeller til sine landsmænd og Vestens politikere. I 1980'ernes glasnost kunne Solzjenitsyns værker omsider offentliggøres i USSR, og i 1990 blev hans traktat, Hvordan skal vi indrette Rusland? (da. 1991), det store debatemne.

Forfatteren fik en officiel opfordring til at blive repatrieret. Han stillede som betingelse, at GULag øhavet skulle udgives i sin helhed. Da det var sket, vendte Solzjenitsyn hjem i 1994 under fuld mediedækning. Han fortsatte sit virke som moralsk dommer og samfundsrevser, i en periode med sit eget ugentlige tv-program. Men interessen for hans fortællinger og essays, fx Rusland i skred (1998), har været dalende. Mange mener, at hans politiske konservatisme og status som "profet" er uforenelige og desuden passé i det postkommunistiske Rusland.

Omkring årtusindeskiftet trak forfatteren sig af helbredsmæssige årsager tilbage fra offentlighedens søgelys. Et fond, oprettet mens han var i eksil, samt Aleksandr Solzjenitsyn Litteraturprisen, indstiftet 1997 for at hædre ligesindede russiske kunstnere, er herefter blevet administreret af hans hustru.