Andrej Belyj

Andrej Belyj, pseudonym for Boris Nikolajevitj Bugajev, 1880-1934, russisk digter; en uhyre produktiv og karismatisk lederskikkelse i den russiske symbolisme. I årene 1899-1910 udgav Belyj flere hundrede artikler, anmeldelser og essays, tre digtsamlinger, fire romaner (som han kaldte symfonier) foruden romanen Sølvduen. Anden del heraf omarbejdede han i fem versioner til hovedværket Petersborg (1928, da. 1988), en roman om revolutionsåret 1905, hvor drømmesyner blandes med kulturfilosofi og politisk virkelighed. Belyjs generation var præget af fin de siècle-undergangsstemninger, Schopenhauer, Nietzsche og V. Solovjovs Sophia-lære. Belyj gennemlevede idéerne i et dramatisk forhold til digtervennen Aleksander Blok, brat afbrudt, idet Belyj flygtede til Tyskland. I 1912 blev han grebet af Rudolf Steiners antroposofi og fulgte sin mester i fire år, bl.a. ved opførelsen af Goetheanum i Dornach. Et grundmotiv hos Belyj er det åndelige skisma mellem Øst og Vest. Han hyldede Oktoberrevolutionen med digtet "Kristus er opstanden" (1918), men blev snart desillusioneret. I 1922 udgav han den selvbiografiske barndomsskildring Kotik Letajev, som røber kendskab til Freuds psykoanalyse. Sidste del af forfatterskabet omfatter tre digtsamlinger, en romantrilogi om Moskva, fire bind erindringer, en monografi om Gogol samt en række studier i versifikation, som fik stor betydning for russisk litteratur-teori.