Ivan Turgenev

© Det Kongelige Bibliotek

Ivan Turgenev fotograferet i Paris. Her dyrkede han sit nære venskab med Flaubert, Daudet, Zola og Maupassant og fik tillige en position som den russiske intelligentsias ambassadør.

Ivan Turgenev, Ivan Sergejevitj Turgenev, 9.11.1818-3.9.1883, russisk forfatter, af adelig herkomst. Efter at have gennemført et studium i filosofi og litteratur begyndte Ivan Turgenev at udgive digte, artikler og skuespil, hvoraf det kendteste er En måned på landet (1850, udg. 1855).

Men sit egentlige gennembrud fik han i 1852 med En jægers dagbog (da. 1958, under titlen Skitser af en Jægers Dagbog, 1875). De tilsyneladende harmløse skitser havde samfundskritiske tilløb, som i første omgang blev overset af censuren.

Da Ivan Turgenevs kontroversielle nekrolog over Gogol udkom kort efter, fik myndighederne et påskud til at arrestere forfatteren. Efter tre års forvisning til familiegodset i Orjol forlod han Rusland og tog fast ophold i Vesteuropa. Her markerede han sig som en konsekvent europæist, i opposition til den slavofile lejr.

Samtidig blev han en af tidens mest beundrede og læste forfattere, med romanerne: Rudin (1856, da. 1872), En adelig Rede (1859, da. 1875), Dagen før (1860, da. 1911, under titlen Helene, 1873), Fædre og Sønner (1862, da. 1876), Røg (1867, da. 1874), Foraars-Bølger (1872, da. 1873) og Ny Jord (1877, da. 1920, under titlen Det unge Rusland, 1878).

Turgenevs begreb "det overflødige menneske" (Et overflødigt Menneskes Dagbog, 1850, da. 1873) blev en art universalnøgle til 1800-t.s russiske litteratur. Rudin fremstår som prototypen på Turgenevs begavede, men viljesvage mand, der svigter både sin samfundsopgave og sin mere helstøbte kvindelige modpart. På samme måde er "nihilisten" Bazarov fra Fædre og Sønner inkarnationen af hele epokens rabiate strømninger.

I Turgenevs værker forenes fængslende konflikter og lyriske stemninger til en harmonisk helhed. Som kunstner, menneske og tænker var han Dostojevskijs absolutte modpol, og de to forfatteres rivalisering er i sig selv blevet litteraturhistorie.

Umiddelbart var Ivan Turgenev den mest succesrige af de to; han fik den største indflydelse på realismens udvikling — ikke mindst i Danmark. Men hans sidste værk, Senilia. Digt i Prosa (1882, da. 1883, 1940) betegner et vendepunkt, hvor den fortættede stil og den dystre understrøm af tvivl og afmagt indvarsler symbolismens gennembrud i det følgende tiår.