Maksim Gorkij

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Maksim Gorkij (th.) og Anton Tjekhov, ca. 1901. De to venner var kunstneriske modpoler, men forsvarede hinanden mod angreb i pressen. Da Gorkij i 1902 af politiske årsager blev afvist som æresmedlem af Det Litterære Akademi, frasagde Tjekhov sig titlen i protest.

Maksim Gorkij, 1868-1936, dvs. 'Maksim den bitre', pseudonym for Aleksej Maksimovitj Pesjkov, russisk forfatter. Maksim Gorkij var Sovjetlitteraturens første, forbilledlige proletar. Han voksede op i fattige kår hos sin gudfrygtige bedstemor og brutale bedstefar.

Som ung vagabonderede han i det sydlige Rusland og skildrede sine møder med samfundets udstødte i romantisk forskønnede noveller. Den første, sigøjnerfortællingen "Makar Tjudra", udkom i 1892 (da. 1905) og blev fulgt af en lang række andre, som snart gjorde forfatteren berømt, også i udlandet.

I samme periode indledte Maksim Gorkij sin karriere som publicist og forlægger. Han blev flere gange fængslet for sit revolutionære engagement. Fra 1905 var han medlem af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti og blev Lenins særlige protegé. Vennen Tjekhov inspirerede Gorkij til en række dramaer, bl.a. På bunden (1902, da. Natteherberget, 1904). Trods dramaturgiske svagheder har skuespillet fået stor international succes, især takket være Stanislavskijs og Max Reinhardts banebrydende iscenesættelser.

I 1906 udkom Moderen (da. 1952), en politisk dannelsesroman med et gribende generationsdrama, som blev yderligere berømt gennem Pudovkins filmatisering fra 1926. Fra 1906-13 opholdt Gorkij sig i udlandet og drev politisk agitation, bl.a. på Capri og i USA. Roman-manifestet Bekendelse fra 1908 afspejler Gorkijs forsøg på at skabe syntese mellem sine marxistiske og religiøse visioner.

Gorkij var en aktiv kulturpolitiker i årene omkring Oktoberrevolutionen, men kom i stigende modsætningsforhold til Kommunistpartiet. Hans tuberkulose var et belejligt påskud for et Europaophold i årene 1921-31. Her skrev Gorkij en række romaner, blandt andet firebindsværket Klim Sangins liv (1927).

I 1932 blev hans fødeby Nizjnij Novgorod omdøbt til Gorkij — som den første af en lang række hædersbevisninger. I 1934 var Gorkij primus motor ved proklameringen af "den socialistiske realisme" i litteraturen.

Under perestrojkaen i slutningen af 1980'erne blev dette dogme gradvis opgivet, og Gorkijs liv og position blev genstand for debat og omvurderinger. Også de gådefulde omstændigheder omkring hans død kom på ny i søgelyset.

Men tilbage står en række ubestridelige mesterværker, herunder ikke mindst erindringstrilogien Barndom (1913), Blandt mennesker (1916) og Mine universiteter (1923, da. Min Barndom, 1918, Mellem Fremmede, 1918 og Læreår, 1923). Trilogien findes i en berømt filmversion af Mark Donskoj fra 1938-40.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om Maksim Gorkij i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Maksim Gorkij (th.) og Anton Tjekhov, ca. 1901. De to venner var kunstneriske modpoler, men forsvarede hinanden mod angreb i pressen. Da Gorkij i 1902 af politiske årsager blev afvist som æresmedlem af Det Litterære Akademi, frasagde Tjekhov sig titlen i protest.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
18/06/2011
Oprindelig forfatter
MeDal
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki