Mikhail Artsybasjev, Mikhail Petrovitj Artsybasjev, 1878-1927, russisk forfatter. Hans debutnovelle Pasja Tumanov (1901) om en gymnasiasts selvmord blev positivt modtaget. Siden fik forfatterskabet imidlertid en morbid tendens, kulminerende med Sanin (1907). Romanen blev en "skandalesucces", modtaget enten som en "frisindets bibel" eller som ren pornografi. Som helhed betragtes han som epigon af Dostojevskij og Tolstoj, med enkelte vellykkede undtagelser. På dansk findes Blodpletten og andre Revolutionshistorier (uden årstal) og Gru (1945).