Mikhail Saltykov-Sjtjedrin, 1826-1889, russisk forfatter. Lige fra sin debut i 1847 vakte han opmærksomhed med sit glødende sociale engagement. Nikolaj 1. sendte ham i otte års forvisning til provinsbyen Vjatka (efter 1934: Kirov), men under Aleksander 2. fik han en række betroede embeder, bl.a. som viceguvernør. Som redaktør for tidsskrifterne Den samtidige og Fædrelandske annaler fik han stor indflydelse på samfundsdebatten og litteraturens udvikling. Hans egne fortællinger og eventyr var ætsende satirer over zarstyrets uduelighed og magtmisbrug. I hans hovedværk, romanen Familien Golovjov (1880, da. 1945), kombineres samfundssatiren med psykologisk realisme. Hovedpersonernes dæmoniske dybder har inspireret talrige forfattere, bl.a. F. Sologub. På dansk foreligger også Fra et russisk Fængsel (1875) og En Lærerinde (1896).