Osip Mandelsjtam

Osip Mandelsjtam, 1891-1938, russisk forfatter, gift med Nadezjda Mandelsjtam. Han blev født i Warszawa, men voksede op i Rusland. Familien var jødisk, men i 1911 lod Mandelsjtam sig døbe, hvilket lettede hans adgang til universitetet og studieophold i Paris og Heidelberg. Mandelsjtam var dog mest optaget af Skt. Petersborg-kunstnernes bohememiljø. I 1911 grundlagde han sammen med bl.a. A. Akhmatova og N. Gumiljov "Digternes lav" og siden "akmeismen". Navnet kommer fra græsk (akme 'højdepunkt') og udtrykker bevægelsens "længsel efter verdenskulturen", dvs. højdepunkterne i den europæiske kunst, filosofi, videnskab og håndværk.

Mandelsjtam var først tilhænger af revolutionen, men kom i stigende opposition til bolsjevikstyret. Fra 1928 blev hans digte ikke udgivet. I 1934 blev han forvist til Voronezj, efter at et smædedigt om Stalin var kommet i omløb. Trods fattigdom og nervesammenbrud blev det digterens mest produktive periode. Kort efter tilbagekomsten til Moskva i 1937 blev Mandelsjtam på ny arresteret og dømt til fem års tvangsarbejde. Hans død nær Vladivostok blev først fuldt opklaret 50 år senere efter åbningen af KGBs arkiver.

I sin levetid fik Mandelsjtam kun udgivet digtsamlingerne Stenen (1913), Tristia (1922) og Digte (1928), desuden en række prosaværker, bl.a. fortællingen Det ægyptiske frimærke (1928) og essayene Tidens støj (1925) og Rejse til Armenien (1933, da. 1986). En samlet, annoteret udgivelse, som bl.a. rummer essayet Samtale om Dante, kom først i USA i 1967. Mandelsjtams poesi forener klassisk formbevidsthed med musikalsk velklang. Hans nyskabende og komplekse billedsprog er vanskeligt tilgængeligt, men har sat dybe spor i 1900-t.s poesi, ikke mindst hos J. Brodsky. Dansk udvalg Min tid mit rovdyr (1985).