Vsevolod Ivanov, 1895-1963, russisk forfatter; far til filologen Vjatjeslav Ivanov. Ivanovs egne oplevelser som borgerkrigspartisan i Sibirien ligger til grund for de fleste af hans fortællinger og romaner som fx Pansertog Nr. 14-69 (1922). I 1930'erne blev Ivanov kritiseret for "mysticisme" og "formalisme", og han tilpassede sin fortællestil til den socialistiske realismes krav, dog med enkelte afstikkere til det fabulerende som fx En fakirs eventyr (1934-35).