Faktaboks

Friedrich Dürrenmatt
Født
1921
Død
1990

Friedrich Dürrenmatt, 1921-1990, schweizisk dramatiker, prosaist og maler. Sammen med landsmanden Max Frisch blev han i de første 15 år efter 2. Verdenskrig en af de mest indflydelsesrige forfattere i de tysksprogede lande.

Især hans dramaer og teaterkritiske skrifter skabte ham et internationalt renommé, der overskyggede alt, hvad der ellers rørte sig i de år på de tyske teatre.

Hans prosatekster — ofte i kriminalromangenren (som Der Richter und sein Henker, 1952, da. 1960, eller Der Verdacht, 1953) — har bevaret deres popularitet; hans kvaliteter som maler er først blevet opdaget sent.

De samlede skrifter (30 bind, 1980) viser hans spændvidde i udtryksformer, strækkende sig fra det komisk-groteske over det satiriske, parodiske, patetiske til den moralske appel i en tid, som han ikke gjorde sig illusioner om.

Friedrich Dürrenmatt voksede op i en protestantisk præstefamilie i Bern og studerede filosofi, inden han efter 2. Verdenskrig valgte den litterære vej. Spørgsmål om verdens indretning og livets mening synliggøres i en (tragi)komisk, grotesk eller satirisk teatralsk fremvisning af meningsløsheden i en verden, der betragtes som en labyrint uden udgang.

Komedien blev Friedrich Dürrenmatts svar på livets dødelige alvor, men det er bitre komedier, der afslører en tragisk verdensopfattelse.

Tonen introduceres i hans tidlige stykker Der Blinde og Romulus der Große (uropført 1948 og 1949, da. 1964), intensiveres i hans internationale succes Der Besuch der alten Dame (1956, da. 1959) og radikaliseres i Die Physiker (1962, da. 1962) og Der Meteor (1966, da. 1966).

Temaerne — de intellektuelles ansvar, forholdet mellem ret og hævn, naturvidenskab og etik — sikrede hans stykker en blivende aktualitet, mens deres grotesk-komiske fremstillingsform efterhånden mistede den oprindelige provokationsværdi.

Friedrich Dürrenmatt redegjorde for sin opfattelse i kulturkritiske essays (Theaterprobleme, 1955), men generationen efter ham kunne i hans form for opposition kun se en fatalistisk afbildning af en konfus virkelighed. De fleste af hans værker er oversat til dansk og har været opført på danske scener eller i radio og tv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig