Faktaboks

Gottfried Keller
Født
19. juli 1819
Død
15. juli 1890

Gottfried Keller, 70 år gammel. Fotogravure efter en tegning af Arnold Böcklin anvendt til første udgave af hans samlede værker.

.

Gottfried Keller. Udateret tegning.

.

Gottfried Keller, 19.7.1819-15.7.1890, schweizisk forfatter, den borgerlige realismes mest fremtrædende fortæller i Schweiz.

Den fattige unge mand, der i München uden held havde forsøgt at uddanne sig til kunstmaler, kom senere i tæt kontakt med det litterære miljø i Heidelberg og Berlin.

Der skrev han hoveddelen af to bind digte (1846 og 1854) og af sit hovedværk, den selvbiografiske dannelsesroman Der grüne Heinrich (første version 1854/55, anden version 1879/80, da. 1883-84), som har givet nogen inspiration til Holger Drachmanns roman Forskrevet fra 1890. Også de fleste af Gottfried Kellers noveller blev skabt allerede i denne periode.

I 1855 kom han tilbage til sin fødeby, Zürich, hvor han levede tarveligt hos sin mor som freelanceforfatter, indtil han i 1861 blev ansat som kantonens førstesekretær (Staatsschreiber).

En sen berømmelse tillod ham i 1876 at nedlægge sit hverv og hellige sig sit forfatterarbejde, der ud over en anden roman, Martin Salander (1886), først og fremmest omfatter novellesamlingerne Die Leute von Seldwyla (1856 og 1873/74, da. 1883-84), Sieben Legenden (1872), Züricher Novellen (1876/78) og Das Sinngedicht (1886). Novellerne, hvoraf Georg Brandes oversatte et par, har inspireret Henrik Pontoppidan.

Gottfried Keller følte sig tilsidesat i en verden, hvor de gamle republikanske dyder måtte vige for borgerlig griskhed og konkurrence. Denne verden afspejles i provinsens stadig overskuelige forhold (Die Leute von Seldwyla). På den anden side nærede han storhedsfantasier — således fremstiller han sig selv uden besmykkelse i Der grüne Heinrich — der affødte selvbedrag og løgn, når virkeligheden skuffede ham.

I hele sit liv følte han sig således skyldig og mindreværdig. Spændingen mellem samfundskritisk protest og skyldfølelse førte først til resignation; men i Martin Salander slog Gottfried Kellers pessimisme uhindret igennem. Den havde ellers været dæmpet af glæden over dette forgængelige liv, som Keller netop pga. sin ateisme havde lært at værdsætte, og som han satte op mod kristent afsavn i Sieben Legenden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig