Bosnien-Hercegovina - litteratur

Bosnien-Hercegovina - litteratur, Selv om indbyggerne i Bosnien-Hercegovina har talt og skrevet det samme sprog, gør den etniske sammensætning det vanskeligt at tale om en bosnisk litteratur som en organisk helhed med en kontinuerlig udvikling. Før selvstændigheden i 1991 talte man således heller ikke om bosnisk litteratur, men om litteraturen i Bosnien.

Tyrkernes erobring af Bosnien-Hercegovina i 1463 medførte en kraftig islamisering af området; befolkningen blev delt i to grupper, en muslimsk, privilegeret overklasse og en kristen underklasse (rayah) uden rettigheder.

Den første udviklede sin særlige orientalskinspirerede kultur; forfatterne skrev en tid på tyrkisk, arabisk og persisk og gik senere over til at skrive deres religiøse eller verdslige digte på folkesproget (serbokroatisk), men med arabiske skrifttegn. Denne litteratur, som i både udtryk og indhold var udpræget orientalsk, kaldes alhamijado.

De kristne serbere og kroater havde ingen reelle muligheder for at udvikle en kontinuerlig litteratur. Da de sefardiske jøder i 1492 blev fordrevet fra Spanien, fandt en del af dem et fristed i Bosnien, hvor de med deres særlige kultur bidrog til den komplicerede "kulturmosaik" i denne yderste tyrkiske provins.

Med østrigernes besættelse af Bosnien-Hercegovina i 1878 ændredes forholdene totalt. Sarajevo virkede ikke tiltrækkende på de serbiske og kroatiske studenter og intellektuelle. De orienterede sig i stedet for enten mod Serbien eller mod det habsburgske monarki, og opholdt sig, fx i forbindelse med uddannelse, kortere eller længere tid i Budapest, Wien, Beograd eller Zagreb. Der fandtes derfor længe intet kulturelt centrum i selve Bosnien-Hercegovina.

De litterære tidsskrifter var de første mange år de bosniske digteres og forfatteres vigtigste talerør, og blev samtidig en åbning mod europæiske strømninger. De vigtigste tidsskrifter, Bosanska vila (Den bosniske fe, 1885-1914), Zora (Daggry, 1896-1901), Nada (Håbet, 1895-1903) og Behar (Blomsten, 1900-10), blandede national agitation med forsinket europæisk romantik og mindelser om folkedigtningen.

Tidsskriftet Zora samlede om sig en række serbiske, kroatiske og muslimske lyrikere fra Bosnien-Hercegovina: Aleksa Šantić (1868-1924), Svetozar Ćorović (1875-1919), Jovan Dučić, Osman Djikić (1879-1912), Avdo Karabegović (1878-1900). Samtidig var serbiske og kroatiske forfattere fra Serbien og Kroatien, eksempelvis Jovan Zmaj Jovanović (1833-1904), Laza Kostić (1841-1910), Janko Veselinović (1862-1905), Stevan Sremac (1855-1906), Sima Matavulj, (1852-1908) Radoje Domanović (1873-1908) og Ivo Ćipiko (1869-1923), flittige bidragydere og virkede på den måde som en slags læremestre for de yngre bosniske forfattere.

Tiden op til og efter 1. Verdenskrig var en frugtbar tid for litteraturen i Bosnien, med forfattere som fx Edhem Mulabdić (1862-1954), Petar Kočić (1877-1916), Abdurezak Hifzi (1886-1972), Isak Samokovlija (1889-1955), Hamza Humo (1895-1970) og Borivoje Jeftić (1894-1959), selv om betydelige forfattere som Ivo Andrić, Antun Branko Šimić (1898-1925), Mesa Selimović, Skender Kulenović (1910-78), Branko Copić (1915-1984) m.fl. havde forladt Bosnien og havde slået sig ned i Beograd eller Zagreb som henholdsvis serbiske og kroatiske forfattere.

Med dannelsen af Serbernes, Kroaternes og Slovenernes kongerige (det senere Jugoslavien) efter første verdenskrig blev Bosnien-Hercegovina en del af denne nye stat, der kun anerkendte de tre statsbærende nationer og deres litteraturer.

De muslimske forfattere valgte i mange tilfælde at slutte sig til den serbiske eller kroatiske litteratur. Med en række digtsamlinger, først og fremmest Den sovende sten (1966) placerede Mak Dizdar (1917-71) sig som efterkrigstidens betydeligste bosniske lyriker.