Serbien og Montenegro - litteratur, Det første serbiske litterære centrum i nyere tid opstod i slutningen af 1700-t. i det sydlige Ungarn, hvor hundredtusindvis af serbere havde slået sig ned og på den måde kom i berøring med europæisk åndsliv.
De første litterære bestræbelser, hvis mest betydningsfulde repræsentant var Dositej Obradović, gik ud på at omplante de europæiske oplysningstanker, klassicisme og sentimentalisme til det patriarkalske serbiske miljø.
Fra midten af 1800-t. flyttedes det politiske og kulturelle tyngdepunkt til det egentlige Serbien og hovedstaden Beograd, og litteraturen fik især under indflydelse af folkemindesamleren og sprogreformatoren Vuk Stefanović Karadžić stærke impulser fra den folkelige digtning.
Den unge serbiske lyriker Branko Radičević og den montenegrinske fyrstebiskop Petar Petrović Njegoš står som romantikkens to største navne omkring midten af 1800-t. I slutningen af århundredet fik især fransk litteratur betydning for lyrikere som Vojislav Ilić, Milan Rakić og Jovan Dučić.
I tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig eksisterede avantgardistiske retninger ved siden af en socialt engageret nyrealisme. Takket være det tidlige brud med Sovjetblokken kom den socialistiske realisme ikke til at spille nogen rolle i efterkrigslitteraturen.
I 1961 fik Ivo Andrić nobelprisen i litteratur. Forfattere som Miloš Crnjanski, Miodrag Bulatović, Aleksandar Tišma, Borislav Peki (1930-1992) og Danilo Kiš er ligeledes oversat til mange sprog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.