dalmatinsk renæssance

Den dalmatinske renæssance var en kulturel strømning, der med udgangspunkt i den italienske renæssance dominerede dalmatinsk åndsliv fra anden halvdel af 1400-tallet til ca. 1600. Den dalmatinske renæssance prægede arkitektur, kunst og videnskab, men fandt sit stærkeste udtryk i digtekunsten. Historiske og religiøse afhandlinger og Petrarca-inspireret lyrik blev til at begynde med skrevet på latin, men fra midten af 1400-tallet begyndte en kunstlyrik på det kroatiske folkesprog at vinde frem.

Den dalmatinske renæssance omfattede by- og øsamfund som Zadar, Šibenik, Trogir, Split og Hvar, men tyngdepunktet var den selvstændige handelsrepublik Dubrovnik. Dubrovnikdigterne Šisko Menčetić (1457-1527) og Džore Držić (1461-1501), der var påvirket af Petrarca, indvarslede den dalmatinske renæssance. Et af trubadurlyrikkens bedste værker var Andrija Čubranovićs maskespil "Jeđupka" (Sigøjnerinden), der blev trykt i Venedig i 1599.

Med to digtere fra Dubrovnik nåede renæssancen sit højdepunkt. Den ene var benediktinermunken Mavro Vetranović (1482-1576), en alvorlig samfundsrevser, der i sit ufuldendte epos Pilgrimmen vendte sig mod tidens almindelige moralske forfald. Den anden var Marin Držić (1505-67), en ægte renæssancedigter, der skrev for at underholde og more. Hans mest spillede komedier, Onkel Maroje og Spøgen med Stanac, indeholder renæssancekomediens velkendte figurer: gnieren, den letsindige søn, den slagfærdige tjener, den primitive og plumpe bondeknold. Med Dinko Ranjanin (1536-1607) og Dominko Zlatarić (1558-1609) klang renæssancen i Dalmatien ud.

Trods påvirkningen fra Italien var det en litteratur, der besad originalitet og en særlig identitet. De dalmatinske digtere skrev ofte vers, der byggede på den hjemlige folkevisetradition. Dertil kom et patriotisk og religiøst engagement, der skyldtes den bestandige trussel fra tyrkerne, som på den tid havde underlagt sig det meste af Balkan. Mange af digternes personer, Judith over for Holofernes, David over for Goliath, er i virkeligheden symboler på det lille og svage, kristne Dalmatiens stilling, og i Bjergene, den første kroatiske roman, skildrede Petar Zoranić (1508-69) det dalmatinske kystlands fredfyldte verden i modsætning til bjergene, der beherskes af ulve og andre vilde dyr.